Nyd udemøblerne hele året rundt
På årets møbelmesse i København, der finder sted i dagene 19.-22. maj i Bella Centret, præsenterer Frost Design en ny møbelserie, der er inspireret af åbne biler og kan bruges både inden- og udendørs.
Serien som Rikke Frost har valgt at kalde ”Sway” er konstrueret af teaktræ og sikkerhedsseler som hovedelementer. Det var sikkerhedsselens egenskaber såsom slidstyrke og holdbarhed i al slags vejr - i en cabriolet for eksempel - der gav Rikke Frost ideen til at bruge dem i en inde-ude møbelserie.
Det nytænkte design har resulteret i en moderne nyfortolkning af bl.a. gyngestolen som gør sig godt både inde og ude. ”Sway” består udover gyngestolen af en chaiselong, et lille bord og en gyngebænk. Serien er let og dynamisk i udtrykket og selerne gør møblerne behagelige at sidde i. Samtidig betyder det enkle materialevalg og selve formgivningen af møblerne, at de er nemme at placere og sammensætte med andre møbler.
Designet kan for første gang opleves på Copenhagen International Furniture Fair (CIFF) i Bella centret på stand C1 T18 d.19-22.maj 2005, hvor ”Sway” gyngestolen vises.
Frost Design, som deltager på CIFF for første gang, udstiller også en ny serie soveværelsesmøbler. De er udviklet i samarbejde med producenten Midform. Stof producenten Kvadrat og skum producenten B6 har sponsoreret materialer dertil.
Frost Design har til huse i Århus og drives af industriel designer Rikke Frost, der designer freelance for flere forskellige virksomheder.
Kilde: Pressemeddelelse fra Frost Design. Copenhagen Furniture Fair, http://www.furniturefair.dk