Opråb fra møbelbranchen: Glem ikke de ordreproducerende
Sidste uge blev der sendt et brev afsted til Erhvervsstyrelsen på vegne af omkring 200 danske møbelbutikker. Her peger de fire medunderskrivere på den problematik, der risikerer at opstå for landets ordreproducerende møbelvirksomheder, hvis disse får brug for at søge hjælp fra regeringens forskellige hjælpepakker.
De har skrevet under Brevet, der er stilet til Simon Kollerup, Erhvervsstyrelsen, Brian Mikkelsen, Niels Flemming Hansen, Tommy Ahlers og Mona Juul har fire medunderskriver: Mikael Kold, bestyrelsesformand i In2House, der er frivilligt kædecenter for Møblér og Danbo, der tæller i alt 47 butikker Kim Andreasen, indehaver og direktør hos Drømmeland A/S, der har 23 butikker landet over Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail Lene Witt Johansen, direktør i Hjemme Hos, frivillig kæde for 28 butikker |
– Som enkeltaktør mener jeg at man skal passe på med at kigge for meget i sin egen navle og føle sig helt speciel i den her tid, men på den anden side er det et problem, hvis man skævvrider brancher overfor hinanden, og derfor har vi valgt at gøre opmærksom på den problematik, der er for de ordreproducerende detailhandlere og virksomheder, fortæller medunderskriver og bestyrelsesformand i kædecentret In2House Mikael Kold.
Han forklarer, at hjælpepakkerne er indrettet således, at de ordreproducerende detailhandlere og virksomheder går glip af kompensation for tabt omsætning, fordi deres ordreoptag og udfakturering sker forskudt. Således var hovedparten af de ordreproducerende virksomheder først i slutningen af april færdige med udfaktureringen af varer, der blev solgt i januar og februar.
Fordi kompensationsperioden i forhold til tabt omsætning opgøres fra den 9. marts og frem, afskærer det en del af møbelvirksomhederne fra at opnå kompensationen, i og med omsætningsfaldet først registreres i den udfakturerede omsætning i april.
Forskub perioden
– Når man arbejder med en fast periode for lønkompensation og omsætningsnedgang og på den måde har sat en slutdato på, så vil møbelbranchen sidde med det problem, at vi ikke blev ramt i starten, men til gengæld bliver det, når hjælpepakkerne er udløbet, forklarer Mikael Kold.
– Det syntes jeg er uheldig og reelt konkurrenceforvridende for en branche som møbler, der også gennem mange år har skabt beskæftigelse samt en stærk tradition i og profil af Danmark, også i udlandet”.
Derfor opfordre de fire brevskrivere erhvervsministeren til at løse problemet ved enten at ændre fokus, så der kigges på ordreoptag fremfor udfakturering, eller ved ganske enkelt forskubbe hjælpeperioden for de virksomheder, der på den måde rammes forskudt.
Også i træ- og møbelindustriens brancheorganisation TMI kan man genkende problematikken med forskydning i ordreoptag og udfakturering.
– Mange virksomheder blev hårdt ramt af coronakrisen allerede i marts. I træ- og møbelindustrien har vi mange virksomheder, som først for alvor bliver ramt på den lidt længere bane. Det gælder ikke mindst ordreproducerende virksomheder, hvor der jo er en forsinkelse mellem nedgang i aktiviteter og nedgang i omsætning, udtaler branchedirektør Annette Christensen, der anerkender, at myndighederne allerede har gjort noget for at forbedre hjælpepakkerne.
– Vi er glade for, at regeringen sammen med Folketingets partier den 18.4. har besluttet at forlænge, forbedre og udvide hjælpepakkerne. Om det er nok, må tiden vise. Intet tyder på, at coronakrisen er overstået lige med det samme. Derfor er der også behov for løbende at se på om der er behov for yderligere initiativer. Det har vi i DI en tæt og god dialog med regeringen og med folketingets partier om.
Herunder kan du læse det fulde brev:
Artiklen er en del af temaet Corona-virus.