Hver tredje ansøgervirksomhed har fået støtte til faste udgifter
Siden 8. april har det været muligt for virksomheder at søge kompensation for faste udgifter som eksempelvis husleje.
Indtil videre er det omkring hver tredje af de virksomheder, der har søgt og er en del af denne ordning, som har fået udbetalt kompensation.
Det fremgår af et skriftligt svar til Folketinget fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).
I svaret står der helt præcist, at 34 procent af de ansøgende virksomheder per 11. maj har fået sendt kompensation for faste udgifter til udbetaling.
Dermed er der altså 66 procent af de ansøgende virksomheder, som stadig ikke har fået udbetalt kompensation for udgifter til blandt andet husleje.
At der er tale om så mange virksomheder, bekymrer cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke.
- Vi taler om virksomheder, der oplever, at en stor del af deres omsætning er forsvundet, samtidig med at regningerne dumper ind af brevsprækken.
- De her virksomheder har akut brug for penge, hvis de skal kunne få enderne til at mødes, siger han.
I slutningen af april havde mindst 1286 virksomheder søgt om kompensation for faste udgifter.
Dermed er det altså nogle hundrede virksomheder, som ikke har fået udbetalt kompensation endnu.
Til sammenligning har 26.000 virksomheder fået udbetalt kompensation for løn som en del af ordningen omkring lønkompensation.
At der er så få, som har søgt om kompensation for faste udgifter, kan hænge sammen med flere ting.
En årsag kan være, at ordningen om kompensation for faste udgifter er den seneste af coronakrisens støtteordninger til at åbne for ansøgninger.
En anden årsag kan være, at ansøgningerne først skal igennem en revisor, før de kan sendes afsted.
I forhold til kravet om en revisorerklæring kan det gavne, at der forleden er indgået en fælles erklæring mellem regeringen og FSR - danske revisorer om at stå sammen om at bringe virksomhederne bedst muligt gennem krisen.
Det kan gavne processen med at godkende virksomhedernes ansøgninger, erkender Niklas Praefke.
Han påpeger dog, at det uanset er en svær situation for de virksomheder, der endnu ikke har modtaget støtte og har regninger til betaling.
- Det er svært at undskylde det hele med, at bureaukratiet lige skal klares, når det er et spørgsmål om liv og død for virksomhederne, siger han.
Svaret fra erhvervsminister Simon Kollerup er lavet på foranledning af et spørgsmål fra Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Corona-virus.