23948sdkhjf

Dansk økonomi lider største tilbageslag siden finanskrisen

Danmarks økonomi gik tilbage i første kvartal, hvor dele af samfundet blev lukket ned for at begrænse smitte.

Dansk økonomi skrumpede i årets første tre måneder, hvor coronaudbruddet for alvor ramte landet.

Danmarks bnp - der er et udtryk for størrelsen på et lands økonomi - skrumpede helt præcist med 1,9 procent i første kvartal.

Det oplyser Danmarks Statistik. Det er den største nedgang på et kvartal siden finanskrisen i 2009.

Danmarks Statistik understreger, at tallet er behæftet med større usikkerhed end normalt.

Det skyldes blandt andet, at der har været mindre data til rådighed end normalt til at beregne bnp.

- Dansk økonomi er tydeligt påvirket af effekterne af Covid-19. Det viser sig især i områder, der er påvirket af nedlukningen i marts, særligt for persontransport, hoteller og restauranter, offentlige tjenester, kultur og fritid.

- Omvendt ses ingen tydelige tegn på nedgang i de vareproducerende erhverv som landbrug, industri og byggeri, skriver Danmarks Statistik.

Hos Danske Bank kalder cheføkonom Las Olsen udviklingen for voldsom, men forventelig.

- Det er et virkelig voldsomt fald, som er et af de største nogensinde. Men taget i betragtning af den voldsomme nedlukning, så er det lidt billigt sluppet, siger Las Olsen.

Han fremhæver, at dansk økonomi har klaret sig bedre end eurozonen, hvor bnp samlet faldt 3,8 procent i første kvartal.

- Det går ikke så slemt som i andre EU-lande, blandt andet fordi hoteller og restauranter fylder noget mindre i dansk økonomi end Europa som helhed.

- Samtidig fylder medicin og fødevarer en relativt stor del af dansk industri, og de er ikke ramt af krisen, siger han.

Økonomien i Danmark er skrumpet cirka det samme som Norge, der havde en tilbagegang på 2,1 procent.

Til gengæld har den svenske økonomi lidt et mindre tilbageslag på 0,3 procent.

Det skal ses i lyset af en mindre restriktiv tilgang til at bekæmpe coronavirusset. Blandt andet har restauranter og caféer holdt åbent i Sverige.

Flere økonomer påpeger, at tallet bliver endnu værre i andet kvartal. Las Olsen venter et tilbageslag på 5-6 procent i dansk økonomi i kvartalet.

- Krisen kom først langt inde i første kvartal. Det så rigtig godt ud i januar og februar.

- Derfor kan der komme det klart største fald i bnp i andet kvartal, vi nogensinde har set, da nedlukningen har fyldt mere. Men omvendt kan vi forvente høj vækst i tredje kvartal, fordi der er åbnet op, siger Las Olsen.

Tallene fra Danmarks Statistik er foreløbige.

De bliver løbende revideret, i takt med at der kommer flere tal om udviklingen i økonomien.

Det er tidligere set, at der har være store revisioner i tallene flere år senere.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101