23948sdkhjf

Regeringen vil lade delvis lønhjælp fortsætte til august

Regeringen er klar til at forlænge lønkompensation til august, fordi det ikke er optimalt at lade ordningen slutte 8. juli, som det ellers var meningen. De øvrige hjælpepakker står til at blive udfaset.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde onsdag. Mere end 200.000 lønmodtagere er eller har været sendt hjem fra deres job med delvis løn.

- Nu er vi i gang med at lukke Danmark op igen, og derfor er det naturligt at se på, hvordan vi bedst kan udfase hjælpepakkerne.

- Regeringens indstilling vil være, at vi vil se på, om der er dele af hjælpepakkerne, det giver mening at have i en længere periode. Det kunne være til august, siger Wammen.

Hjælpepakkerne, som blev søsat i forbindelse med udbredelsen af coronavirus, var umiddelbart sat til at stoppe 8. juli, hvilket en økonomisk ekspertgruppe har bakket op om.

Men regeringen vil det anderledes i forhold til lønkompensation, mens de andre hjælpepakker fortsat udfases. En forlængelse af lønhjælpen beror på en aftale med arbejdsmarkedets parter og Folketingets partier.

- I næste uge vil jeg mødes med Folketingets partier for at drøfte de dele af hjælpepakkerne, der er lavet sammen med de andre partier, siger finansministeren.

Ordningen for lønkompensation giver virksomheder mulighed for at sende ansatte hjem med løn. Staten dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

Virksomheden skal selv dække resten og forpligter sig samtidig til ikke at fyre de ansatte.

Der ventes et nyt trepartsmøde i denne uge mellem regeringen samt repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere. Her skal der findes en aftale for ordningen.

- Den står til at stoppe i sommerferien, og det er måske ikke det mest hensigtsmæssige tidspunkt at lade den slutte på, siger Wammen.

- Det er en del af anbefalingerne fra økonomerne, at man skal være opmærksom på, at eksempelvis eksporterhverv og fremstillingsvirksomheder kan blive ramt senere end andre virksomheder.

Der er især hoteller, restauranter og virksomheder inden for handel, som har sendt tusindvis af ansatte hjem, men det ses også tydeligt i industrien og transportsektoren.

Han er åben for at forlænge ordningen, som den ser ud i dag, men lægger sig ikke fast på det. Der kan være elementer af kompensation for faste omkostninger, som også er fornuftig at forlænge, uddyber han.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079