23948sdkhjf

Iværksættere satser på relancering af sækkestolen

Ambitionerne er store for folkene bag konceptet ”Sack It” – en serie af sækkestole, som efter et års forberedelse nu er klar til at blive sendt på markedet.
Tre danske iværksættere har skilt alle sækkestole på markedet ad. Syninger, design, kugler, betræk, komfort – alt er blevet analyseret i detaljer med det ene mål for øje: At skabe verdens bedste sækkestol.

Efter et års udviklingsarbejde er de nu klar med en serie af sækkestole og spår et enormt potentiale for møblet – også i udlandet.

- Vores mål er at gøre sækkestolen til et attraktivt møbel, der designmæssigt og hvad angår kvalitet kan blive et standard-møbel i moderne hjem, siger Steffen Hørstrup, der er én af iværksætterne.

Lovende prognoser
I de kommende måneder koncentreres ressourcerne omkring salgsarbejdet for at få stolene ud til forbrugerne i butikkerne. De første bestillinger er allerede afgivet, der er fundet en agent i Tyskland, og Steffen Hørstrup har nu blikket rettet mod møbelkæder i det øvrige udland.

- Der er et meget stort internationalt marked for vores sækkestole, viser vores markedsundersøgelser. Det har vi hele tiden haft en fornemmelse af, og det har også kunne retfærdiggøre det meget store udviklingsarbejde, vi har lagt i Sack It, forklarer Steffen Hørstrup.

Er først lige begyndt
I første omgang lanceres stolen i otte forskellige farver, som er sammensat af en dansk designer, men i løbet af få måneder vil der komme en ny designserie, som er skabt af den franske designer Julien Soone.

De nye modeller vil eksempelvis være storblomstrede, ko-kindsdesign og mange andre markante og stilrene tryk.

Hele serien består af en standardstørrelse, en lidt større Lounge-model og en mindre Junior-model beregnet til børneværelset, sommerhuset eller den lille lejlighed. Dertil kommer en række mindre puffer, som kan anvendes enten alene eller i forbindelse med de store sækkestole.

- Trenden med sækkestole er slet ikke slut endnu. Vi ser det sådan, at den først lige er begyndt, og fra at være et sjovt indslag er trenden nu på vej til at blive mainstream, sådan at man vil se sækkestolene på centrale placeringer i smarte hjem, slutter Steffen Hørstrup.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062