23948sdkhjf

VinduesIndustrien giver svar på tiltale

Johny Jensen, direktør hos VinduesIndustrien, svarer nu igen på Glarmesterlaugets kritik af energimærkningordningen for vinduer.
Glarmesterlauget var i forrige uge fremme med en kritik af den mærkningsordning, som Energistyrelsen og VinduesIndustrien lancerede i foråret.

Budskabet var, at fabrikanterne certificeres efter et såkaldt ’referencevindue’, men dette fortæller ikke altid noget om det konkrete vindue, som kunden køber, lød det fra Glarmesterlauget.

Læs også: Brancheorganisation: Vinduesmærkning er vildledende

Udarbejdet af den ypperste ekspertise
Ifølge Johny Jensen, direktør i VinduesIndustrien, har Glarmesterlaugets ikke hold i virkeligheden, og han afviser, at mærkningen er uigennemskuelig for forbrugerne:

- Det er både urimeligt og lugter langt væk af brødnid, når Glarmesterlauget forsøger at så tvivl om den nye mærkningsordning. Den model, som ligger til grund for mærkningsordningen, er udarbejdet af den ypperste ekspertise på DTU, Danmarks Tekniske Universitet – i tæt samarbejde med såvel Erhvervs- og Byggestyrelsen og Energistyrelsen. Det er vores opfattelse, at den giver et retvisende billede af nye vinduers energiegenskaber, siger Johny Jensen.

Han forklarer, at man har valgt at tage udgangspunkt i et europæisk referencevindue for at gøre ordningen så gennemskuelig som muligt:

- Dén model er valgt, fordi det giver det mest retvisende billede og netop gør det muligt at tage hensyn til, at vinduer findes i utallige størrelser og udformninger, siger direktøren.

Et særdeles troværdigt værktøj
I Energistyrelsens og VinduesIndustriens mærkningsordning er der desuden indført krav om, at alle vinduesproducenter skal dokumentere vinduets helt aktuelle energidata og energibalance.

- Det betyder, at hvis forbrugeren er det mindste i tvivl om mærkningsordningen, så er der altid adgang til helt specifikke oplysninger om vinduets energidata. Med dem i hånden kan man fx sammenligne om det rent energiøkonomisk er mest fordelagtigt at udskifte vinduerne i et ældre hus, eller man måske skal foretrække en løsning med forsatsruder, siger Johny Jensen og fortsætter:

- Derfor kan jeg også med overbevisning sige, at den nye energimærkning er et særdeles troværdigt værktøj, også når det gælder om at leve op til de nye myndighedskrav.

Han mener, at glarmestrene burde holde sig for gode til offentligt at mistænkeliggøre vinduesbranchens ordning, og at Glarmesterlauget i stedet skal se nærmere på sin egen ordning:

- Kigger man på Glarmestrenes egen mærkningsordning for forsatsglas, som ingen myndigheder har godkendt, opnår alle produkter tilsyneladende det prestigefyldte A-mærke, både 1-lags energiglas og 2-lags energiruder, og der er ingen sammenhæng mellem de energimærkede forsatsløsninger og lovkravene i bygningsreglementet, BR10. Det er vist ikke særligt forbrugervenligt, slutter Johny Jensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078