Formland Autumn får ny termin
I samarbejde med branchen og efter en grundig analyse er det nu fastlagt, at Formland-messen afholdes 9.-12. august 2012 i MCH Messecenter Herning.
Marianne Jensen, formand for Brancheforeningen af Danske Gaveartikel og Brugskunstleverandører, udtaler:
- Den nye termin opfylder et stort ønske blandt mange FAGA-medlemmer og udstillere på Formland. Mange af vores medlemmer er små og mellemstore firmaer, som deltager på flere messer rundt i Europa, og de kan nu få den internationale messekabale til at gå op.
- Den nye termin giver et delvist sammenfald med modeugen i København, og derfor indsætter vi særlige messebusser fra København til Herning, så vores gæster kan besøge begge, udtaler direktør i MCH, Lars Jespersen.
Formland afvikles hvert år i en Spring- og en Autumn-udgave. Formland Autumn havde i år for første gang deltagelse af møbelbranchen, der deltog med 46 virksomheder. Den næste Formland-messe finder sted 12.-15. januar 2012 i MCH Messecenter Herning.