23948sdkhjf

Vinduesdirektør: Vi må knibe os lidt i armen

Hos landets vinduesproducenter kan man nikke genkendende til, at en del danskere går med drømmen om at udskifte deres gamle døre og vinduer i boligen, som det også fremgår af en ny analyse, som Dansk Byggeri har fået foretaget.

Branchen oplever således, at renoveringsdelen er begyndt at fylde mere og mere i virksomhederne end tidligere, hvor størstedelen af ordrerne gik til nybyggeri.

- Vi oplever, at det især er renoveringsdelen, der har taget fart på det sidste, siger Jens Sørensen, der er adm. direktør i Outline Vinduer.

Hos den nordjyske producent, der er en del af Inwido Denmark, som både er datterselskab til svenske Inwido og moderselskab for blandt andre Outline Vinduer og Bøjsø Døre & Vinduer, har man på grund af travlhed ansat flere nye medarbejdere i år, og direktøren tror på, at væksten vil fortsætte på trods af coronakrisen.

Corona har boomet branchen

Faktisk kan en del af det øgede salg til renovering nemlig tilskrives selvsamme krise.

- Vi bilder os ind, at coronakrisen har medført, at flere retter fokus mod hjemmet. Vi har været mere hjemme, og vi har ikke været ude at rejse. Så de penge, man måske skulle have brugt på sommerferien, har man i stedet brugt på at renovere boligen, siger Jens Sørensen.

I Hurup i Thy hos vinduesproducenten Idealcombi kalder man det en trend i kølvandet på coronakrisen, at flere danskere nu ser ud til at have et ønske om at udskifte de gamle vinduer og døre.

- Vi kan mærke, at interessen om at gøre noget ved de private boliger er blevet meget større. Vi oplever virkelig, at der er et boom i det at bo lækkert, siger direktør i Idealcombi, Claus Winther.

- Coronakrisen har fået mange flere til at overveje deres hjemlige rammer, tilføjer han.

Claus Winther fortæller derfor, at de på fabrikken lige nu har svært ved at følge med den store efterspørgsel. - Vi må knibe os lidt i armen over det marked, vi oplever i dag. Det er meget gunstigt, og vi oplever en stor tilgang, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078