23948sdkhjf

Sådan sælger du møbler i Brasilien

Designstuderende fra Teko har arbejdet intenst på at udvikle nye koncepter til Republic of Fritz Hansen som led i samarbejdsprojektet Innovation Cup.
De studerende har arbejdet intenst med deres projekter gennem fem uger, og det var derfor nogle glade vindere, der blev belønnet med danske designklassikere ved præmieoverrækkelsen tidligere på måneden:

- I har skabt det mest forretningsorienterede koncept, fordi det bygger på en international platform, som kan bredes ud i både Brasilien og andre lande, sagde designdirektør Christian Grosen fra Fritz Hansen blandt andet til det hold, der løb med førstepræmien i konkurrencen.

Lokale kollektioner skræddersyet det enkelte land
Innovation Cup afholdes af Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og virksomheder. De studerende samarbejder i tværfaglige grupper med en konkret opgave, direkte afledt af virksomhedernes behov for udvikling af nye produkter eller koncepter.

Vinderholdet havde set på, hvordan Fritz Hansen kan etablere sig i BRIK-landene; Brasilien, Rusland, Indien og Kina. De fokuserede på Brasilien, fordi landet har en voksende middelklasse, en aldrende overklasse samt et luksusmarked i hurtig udvikling.

- Vi foreslår et ’House of Fritz Hansen’ med møbler og accessories, som kan afsættes til alle BRIK-landene. Desuden udvikles en lokal kollektion i samspil med lokale designere, så der bliver noget, som er skræddersyet til det enkelte land og matcher dets traditioner, værdier, smag og stil, forklarer én af de studerende fra vinderholdet, Lea Toft Holm.

Ny og anderledes inspiration
Den vindende gruppe har arbejdet ud fra en vision om, at de nye internationale butikker skal etableres på unikke adresser i udvalgte metropoler. Indretningen skal afspejle Fritz Hansens ’design-dna’ og mikses med de nye markeders smag for indretning.

Dermed skabes rammerne for at blive mere end blot en møbelbutik. Der tilstræbes i højere grad et community med oplevelser, som knytter kunderne tæt til sig.

- Vinderne har givet den gas og turdet gå ind at røre ved Fritz Hansens dna. Det er modigt, men også et vigtigt element ved Innovation Cups, hvor der jo netop skal komme ny og anderledes inspiration til virksomhederne og deres udvikling, siger Finn Christensen, der er projektleder hos arrangøren, Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.

Kommercielt og anvendeligt
Men selv om idéen var god, var der også kritiske spørgsmål til de studerende, der havde fokuseret på Brasiliens middelklasse.

Middelklassen er på mange måder en interessant kundegruppe, men Brasilien har sideløbende en velhavergruppe, som også vokser frem i rask tempo i disse år. Dem er det oplagt at fokusere på i første omgang, mente Christian Grosen. Det ændrede dog ikke på, at designdirektøren var godt tilfreds med konceptet:

- Det er kommercielt og anvendeligt med et rigtig godt hold i virkeligheden, sagde han.

Helt i Fritz Hansens ånd
Også hos Teko var der tilfredshed med forløbet. Underviser Pia Hansen fortæller, at de studerende uddanner sig inden for entrepreneurship, og derfor har gode forudsætninger for at arbejde med konceptudvikling.

- Et projekt som dette er godt, fordi de studerende skal forholde sig til problemstillinger i en eksisterende virksomhed. De har været meget koncentrerede og jeg synes, at alle grupperne på hver deres måde har givet gode bud på nye koncepter, som bygger på Fritz Hansens nuværende brand dna, siger Pia Hansen, som til daglig underviser de 17 studerende, som deltog i Innovation Cup 22.

Den anden vindergruppe foreslog et unikt innovationsmiljø via et netværk, der udvikler eksempelvis events på egen hånd, men med afsæt i Fritz Hansens organisation. Også dette koncept var interessant for dommerne, som især hæftede sig ved netværkets internationale potentiale samt muligheden for at skabe unikke oplevelser og synergi med folk udenfor organisationen.

Præmierne til de vindende grupper var Arne Jacobsen-taburetter og den originale myrestol på tre ben. Og således sluttede dagen helt i Fritz Hansens ånd.

Fakta
Formålet med Innovation Cup er at udbygge og sikre samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Samtidig er Innovation Cup med til at promovere nyt, dansk design og synliggøre danske virksomheders innovationsevne.

Forslagene blev bedømt af designdirektør Christian Grosen fra Fritz Hansen, direktør Betina Simonsen og projektleder Finn Christensen, begge fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning samt underviser Pia Hansen fra Teko Design & Business.

Vinderne var de fire studerende Lea Toft Holm, Louise Kronborg Jensen, Maria Raahauge Clausen og Ane Louise Trier Kreutzfeldt, som blev præmieret for det bedste idé- og projektforslag. Præmien for bedste innovationsforløb gik til Christina Emig, Anne Kathrine Laursen, Malene Vesterholm Volert og Kristina Helbo.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078