23948sdkhjf

Børsdebut i dag: Markedsværdien bliver 2,34 mia. kr.

Huscompagniets længe ventede børsnotering kulminerer i dag, og prisen pr. aktie bliver 117 kr., oplyser typehusfirmaet i en selskabsmeddelelse.

Der er allerede solgt 9,6 mio. aktier, og det giver Huscompagniet en markedsværdi på 2,34 mia. kr.

- Det glæder mig at byde alle de nye aktionærer velkommen, både danske og internationale institutionelle investorer samt de mange danske private investorer, udtaler bestyrelsesformand Claus V. Hemmingensen i meddelelsen.

Han suppleres af adm. direktør Martin Ravn-Nielsen: 

- Børsnoteringen er en milepæl for HusCompagniet og alle vores medarbejdere, og vi påbegynder nu en spændende rejse som et børsnoteret selskab. Med vores historiske resultater som fundament er HusCompagniet godt positioneret til at jage yderligere vækst - ikke mindst inden for markedssegmentet for nybyggede rækkehuse rettet mod professionelle investorer.

Mere end 5.000 nye investorer har allerede fået tildelt aktioner i typehusfirmaet. Cirka 10 pct. er tildelt private investorer i Danmark, og cirka 90 pct. er gået til danske og internationale investorer.

Huscompagniets vej mod børsen

Huscompagniet står for at opføre færdigbyggede huse. Sidste år byggede firmaet 1400 huse i Danmark. Virksomheden har også bygget huse i Sverige og Tyskland, men tidligere i år besluttede typehusfirmaet sig for at droppe de udenlandske aktiviteter. 

Virksomhedens rødder går tilbage til 1972, men det nuværende navn stammer fra 2010, hvor de to firmaer Interbyg og FM-Søkjær blev slået sammen.

Huscompagniet har siden 2015 været ejet af den svenske kapitalfond EQT.

I 2019 aftalte Huscompagniet at gå sammen med konkurrenten Eurodan-huse, men de opgav fusionen, efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde udtrykt bekymring om, at den kunne skade konkurrencen.

I 2019 havde Huscompagniet en omsætning på 3,5 milliarder kroner, mens resultatet på bundlinjen viste et rundt nul - blandt andet på grund af udgifter til nedlukning af tyske og svenske aktiviteter.

Huscompagniet havde i årene 2016-2018 et årligt overskud på mellem 85 og 111 mio. kr.

I 2020 forventer typehusgiganten en omsætning på 3,55-3,60 mia. kr. og et overskud før særlige poster på 215-220 mio. kr.

Kilde: Huscompagniet og Ritzau 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094