Faldende indtjening hos Skovby
Skovby Møbelfabrik mærkede krisen i 2010/11, hvor resultatet blev mere end halveret.
Den familieejede møbelfabrik i Galten realiserede en bruttofortjeneste på 74,7 mio. kr. mod 75,5 mio. kr. året før. Resultatet efter skat er faldet fra 7,5 til 3,6 mio. kr.
- Den globale krise er forstærket i regnskabsåret. Dette har medvirket til, at branchen fortsat har været præget af svage konjunkturer. For selskabet har dette medført, at der er sket et fald i den realiserede bruttofortjeneste og resultatet efter skat. Med henblik på at opnå en positiv udvikling fremover, har selskabet i regnskabsåret forstærket indsatsen med udvikling af nye produkter samt forøget salgsindsatsen på såvel primære som sekundære markeder, skriver Skovby-ledelsen i sin årsberetning.
Skovby har i årets løb øget bemandingen fra 174 til 186 medarbejdere i gennemsnit, og det er da også blandt andet øgede personaleomkostninger, der er medvirkende til det lavere resultat
Forventer resultatfremgang
I regnskabsåret 2011/12, der blev indledt den 1. september, forudser Skovby-ledelsen en fortsat skærpet konkurrence på virksomhedens markeder.
Alligevel forventer man en stigning i såvel den realiserede bruttofortjeneste som i resultatet efter skat – dog med forbehold for udviklingen i valutakurser samt de generelle økonomiske konjunkturer.