23948sdkhjf

Møbelbutikker frygter for livet: Der er hul i kompensationsordningen

Fra en kunde bestiller en sofa, til den bliver leveret og faktureret, går der typisk seks til ti uger. Det betyder, at mange af landets møbelforhandlere i øjeblikket fakturerer ordrer tilbage fra december, og derfor ikke kan fremvise de blødende regnskaber, det kræver, hvis man skal have del i kompensationen for faste omkostninger.

Fredericia Dagblad har talt med Stefan Kristensen, der ejer de to Møblér med Hebru-butikker i Gråsten og Haderslev, og som har oplevet, hvordan nedlukningen af landets detailhandel har ført til et markant fald i ordreindgangen. Hvor ordreindgangen i januar 2020 lå på omkring 3,9 mio. kr. i de to butikker, var den i år på blot 700.000 kr.

– Status er, ordreindgangsmæssigt, næsten lig ingenting. Vi får ganske få web-ordrer, og så har vi nogle kunder, der ringer og tør bestille uden at have set varen fysisk, siger Stefan Kristensen til avisen.

Kædechef i Møblér, Iglin Tanggaard, frygter ifølge Fredericia Dagblad, at hjælpepakkerne er udløbet, når de selvstændige ejere af kædens butikker for alvor kommer til at mærke konsekvenserne af den lange nedlukning med op til tre måneders forsinkelse. Ifølge hende er det tvivlsomt, at alle de forretningsdrivende klarer sig helskindet igennem nedlukningen af det, der traditionelt har været de to vigtigste salgsmåneder på året.

Problematik kendt fra første runde

Udfordringen med de forskudte corona-konsekvenser er ikke ny. Allerede i foråret, da landet lukkede ned for første gang, blev der råbt vagt i gevær fra flere kanter.

– Mange virksomheder blev hårdt ramt af coronakrisen allerede i marts. I træ- og møbelindustrien har vi mange virksomheder, som først for alvor bliver ramt på den lidt længere bane. Det gælder ikke mindst ordreproducerende virksomheder, hvor der jo er en forsinkelse mellem nedgang i aktiviteter og nedgang i omsætning, lød det i den forbindelse fra Annette Christensen, daværende direktør i brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien.

Også Mikael Kold, bestyrelsesformand i In2House, der er frivilligt kædecenter for Møblér og Danbo, gjorde opmærksom på problematikken.

– Som enkeltaktør mener jeg at man skal passe på med at kigge for meget i sin egen navle og føle sig helt speciel i den her tid, men på den anden side er det et problem, hvis man skævvrider brancher overfor hinanden, og derfor har vi valgt at gøre opmærksom på den problematik, der er for de ordreproducerende detailhandlere og virksomheder, fortalte bestyrelsesformanden om baggrunden for den henvendelse, han i fællesskab med en række andre aktører rettede til blandt andre erhvervsminister Simon Kollerup.

Ifølge Fredericia Dagblad er man i Erhvervsministeriet da også bevidst om problemet, men henviser i første omgang til de generelle kompensationsordninger.

- Erhvervsministeriet er opmærksom på den omtalte problematik. Med de generelle kompensationsordninger, der gælder fra den 9. december 2020 og foreløbigt frem til og med den 28. februar 2021, har alle virksomheder med en omsætningsnedgang på minimum 30 procent, inklusiv detailhandelsvirksomheder, mulighed for at søge om kompensation, lyder det i et skriftligt svar til avisen.

Erhvervsministeriet forventer, at hullet i omsætningen vil udligne sig på den anden side af den nuværende nedlukning, som foreløbigt løber frem til 28. februar, også for de virksomheder, der som møbelhandlerne opererer med forskudt omsætning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.546