Oldermand: Snedkerprisen 2021 kunne godt gå til...
Innovation og højeste kvalitet i det danske snedkerhåndværk skal hædres for fjerde gang: Ansøgningsrunden til Snedkerprisen 2021 er åben. Prisen er på DKK 150.000, doneres af Kirsten og Freddy Johansens Fond, og ansøgningen skal sendes til Københavns Snedkerlaug inden den 15. marts 2021.
- Der bor store ambitioner i det danske træ, konkluderer snedkermester Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug, efter tre års uddelinger af Snedkerprisen.
- Det danske snedkerhåndværk har altid været ambitiøst, og er vores pendant til Schweiz’ ure. Det er vigtigt, at vi hylder og belønner ambitioner, talent og innovation i vores fag, og derfor glæder vi os meget til at finde den helt rigtige vinder af Snedkerprisen 2021.
Snedkerprisen 2021
Snedkere, arkitekter, ingeniører og bygherrer kan ansøge om Snedkerprisen. De prisbelønnede projekter skal fortrinsvis ligge i Danmark og være synlige for en stor del af offentligheden.
- Vi har i de tre første uddelinger kort fortalt belønnet Noma for gennemført materialevalg, Egeværk for kunstnerisk udforskning og Kongehallen for deres digitale tilgang til snedkerfaget. I år kunne vi i priskomitéen godt finde på at skele til projekter med en stærk miljøprofil, afslører oldermand Mads Raaschou af.
Deadline for ansøgning til Snedkerprisen 2021 er 15. marts. Snedkerprisen uddeles i april 2021.
Læs mere om tilmelding her