23948sdkhjf

Byggecenter åbner om et år: Han skal rekruttere 20-25 medarbejdere

Søren Bech Rasmussen (42) er pr. 1. april 2021 tiltrådt som direktør for Bygmas helt nye DGNB-certificerede trælast- og logistikcenter, som koncernen opfører i Thisted.

Søren Bech Rasmussen kommer fra en stilling som salgschef i XL-Tømmergården i Nykøbing Mors, hvor han har været ansat i 23 år. Oprindelig er han uddannet købmand, hvilket er et godt afsæt for en direktør i Bygma, hvor netop ”købmandskab” er en af kerneværdierne, skriver Bygma i en pressemeddelelse.

Selvom den nye forretning først forventes færdigbygget om et års tid, starter den nye direktør allerede nu. I første omgang med fysisk placering i Bygma Viborg. De primære opgaver lige nu bliver at sætte holdet, udbygge kundeportefølje og kendskabsgrad og at indgå i byggeriets projektgruppe, så alt er klart til drift når den nye, flotte proff-forretning slår dørene op.

Lokalkendskab og vilje

Søren Bech Rasmussen kommer fra Mors og har været med i en mangeårig udvikling af sin tidligere arbejdsplads, senest som salgschef. Udover en værdifuld erfaring med salg af byggematerialer, kommer han med et solidt afsæt for ledelse.

- Jeg kender vigtigheden af at sammensætte det rigtige hold, hvor kompetencer både spiller sammen og komplementerer hinanden. I rekrutteringen af de 20-25 nye medarbejdere, vil jeg lægge stor vægt på deres personlighed, lokalkendskab og vilje, siger Søren Bech Rasmussen

Regionsdirektør i Bygma, Hans Andersen, er glad for, at det er lykkedes at tiltrække en erfaren brancheprofil som Søren Bech Rasmussen.

- Vi har en travl og vigtig tid foran os med etablering og opbygning af det helt nye trælast- og logistikcenter. Jeg har tillid til at Søren, med sit kendskab til lokalområdet og byggematerialebranchen, er den rette til opgaven, fremhæver Hans Andersen.

Går forrest på bæredygtighed

Om sine forventninger til direktørjobbet i Bygma Thisted siger Søren Bech Rasmussen:

- Jeg ser det som en fantastisk mulighed. Der skal skabes gode resultater samtidig med at forretningen skal leve op til de stærke værdier, der er i en danskejet virksomhed som Bygma. Jeg går ydmygt til opgaven og føler mig meget privilegeret. Men jeg har også en stærk ambition om at skabe en solid, lokal forretning der er til stede i hele Thy-Mors området.

Søren Bech Rasmussen er meget bevidst om, at som Bygmas første DGNB-certificerede proff-forretning, vil der være stor bevågenhed på byggeri, dokumentation og processer.

- Det er en spændende udfordring, og det føles helt rigtigt at Bygma går forrest på dette område, da bæredygtighed fylder mere og mere i byggeriets dagsorden, fastslår han og tilføjer, at han ikke har i sinde at vente længe med at gøre Bødkervej 16 i Thisted til sit daglige arbejdssted.

- Så snart der et muligt, rykker jeg kontoret ind i en skurvogn på pladsen. Det er også her mine medarbejdere kommer til at operere indtil forretningen er bygget færdig

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141