23948sdkhjf

Snedkernes Efterårsudstilling får ny formand

Designer Mia Gammelgaard, bestyrelsesmedlem siden 2007, bliver ny formand for Snedkernes Efterårsudstilling.
Den svensk-danske designer overtager styrepinden efter møbelarkitekt og designer, Thomas E. Falken, der efter syv år på posten har valgt at koncentrere sig om sin tegnestue og undervisningen på Danmarks Designskole.

- Jeg glæder mig utrolig meget. Jeg har altid arbejdet med hænderne nede i stoffet som designer, så det bliver en interessant udfordring at skulle løfte blikket som formand og have øje for den langsigtede indsats, siger Mia Gammelgaard om den kommende udfordring.

Hun er uddannet designer fra Konstfacksskolan i Stockholm og Kunstakademiets Arkitektskole i København, og har haft selvstændig tegnestue i 20 år i København.

- Som designer er jeg vant til at være i dialog med mange mennesker og at arbejde sammen med store grupper, og den kompetence bliver helt sikkert en styrke som formand, vurderer hun.

Mødet mellem designer og producent
Ifølge Mia Gammelgaard har Snedkernes Efterårsudstilling taget et mærkbart kvantespring de sidste fem år, hvor hun selv har været medlem af bestyrelsen.

- Der er sket en positiv forandring og en generel professionalisering i SE. Vores udstillinger har efterhånden fået ’must see’-status og er en begivenhed på området, som du ikke kan komme udenom. På Snedkernes Efterårsudstilling ser du eksperimenterende og nytænkende prototyper, som det er svært at finde ellers pga. det unikke samarbejde mellem designer og producent.

- Og denne nonkommercielle konstellation, hvor profitten er sat på pause og faget i front, er uhyre vigtig for at skabe nyt. Mødet mellem designer og producent er spændende, fordi der hersker stor respekt for hinandens fagligheder, og man er drevet af en fælles passion for at skabe noget nyt og særligt hvert år, lyder det fra den nyudnævnte formand.

Ser fremad efter et fantastisk 2011
2011 har været et travlt år for Snedkernes Efterårsudstilling, der har været på international turné på tre locations med forrige års udstilling ”Whiteout”.

Tokyo, London og Riga kan foreningen skrive på udstillings-cv’et, og den nye formand erkender, at det kræver tid, energi og økonomi at udstille så meget.

- Det har været fantastisk med al den internationale opmærksomhed og anerkendelse i form af et rundhåndet legat fra Statens Kunstfond. Det er vi utrolig stolte af. Men nu trænger vi til at samle ressourcer til endnu en runde, forklarer Mia Gammelgaard.

For Snedkernes Efterårsudstilling er stadig en ikke-kommerciel forening, der er afhængig af fonds- og sponsormidler udefra. Så der bliver nok at tage fat på for det nye formandskab, som, udover Mia Gammelgaard, også består af næstformand, designer Thomas Bentzen.

Fakta om Snedkernes Efterårsudstilling
Snedkernes Efterårsudstilling (SE) er en ikke-kommerciel sammenslutning af møbelproducenter og designere, der er uafhængig af organisationer, ministerier og andre interessenter.

SE´s hovedformål er at skabe og at udstille innovative møbelprototyper og koncepter en gang årligt. Møbler skabt ud fra et tema, en specifik idé eller en overordnet ramme, som SE har udstukket det pågældende år. Møbler der træder nye stier i nye kontekster. Ikke som skitser på papir, men som fysiske og flyvefærdige prototyper, der tilmed kan siddes i.

Brugbarheden og den fysiske oplevelse af møblerne er magtpåliggende for SE, da håndværket og materialet også er en del af værket. Snedkernes Efterårsudstilling fungerer som et laboratorium af faglig udveksling mellem producent og designer, og resultaterne udstilles en gang årligt for presse og publikum på et aktuelt udstillingssted.

På den årlige udstilling deltager også en håndfuld gæsteudstillere efter godkendelse fra SE’s bestyrelse. Gæsteudstillerne tilfører endnu mere dynamik og idégods til foreningens anerkendte parole om kvalitet, håndværk og nytænkning.

SE har lange og stærke traditioner for det eksperimenterende møbelrum og det nonkommercielle samarbejde mellem producent og designer. Et samarbejde der fordrer respekt, videndeling og hårdt arbejde.

SE blev stiftet i 1981 og er under protektion af HKH Kronprins Frederik.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094