23948sdkhjf

Montana-direktøren har købt et guldæg: Potentialet er kæmpestort

Torsdag offentliggjorde Montana opkøbet af møbelvirksomheden Engelbrechts. Dermed har producenten af de ikoniske modulære reoler ikke alene udvidet porteføljen men også taget et skridt ad den strategiske vej, der skal sikre flere kontraktkunder i butikken.  

– I strategien, som vi lagde for halvandet år siden, er der to ting øverst på agendaen. Dels vores digitale tilstedeværelse, som vi har investeret omkring 10 millioner i det seneste halvandet år, og dels at styrke og vokse vores kontraktsegment, der i dag udgør omkring 25 pct. af vores omsætning, fortæller Joakim Lassen, adm. direktør og anden generation i Montana.

Montana

Familieejede Montana Furniture blev stiftet i 1982 af Peter J. Lassen, der er ophavsmanden til de modulære reoler.

Virksomheden, der har til huse i fynske Haarby, beskæftiger i dag 170 ansatte.

Montana kom ud af regnskabsåret 2019/20 med en bruttofortjeneste på 100 mio. kr. og et resultat på 6,2 mio. kr. før skat. 

Han peger på, at virksomheden indtil onsdag i denne uge kunne tilbyde kontraktkunderne skrive-, hæve/sænke- og mødeborde samt en bred vifte af opbevaringsløsninger.  

– Men mødelokaler, konferencelokaler og kantiner har vi stået svagt på, fordi vi ikke rigtig har haft siddemøbler, og det er lige præcis den del, Engelbrechts er rigtig stærke på, forklarer Joakim Lassen.  

Særligt stoleserierne Kevi og Chairik forventer han sig meget af i den forbindelse, og når det kommer til førstnævnte, rækker potentialet ifølge Montana-direktøren endnu længere.  

Kevi-stolen har også et kæmpe potentiale i forhold til retailmarkedet, hvor vi i forvejen er stærke. Vi har nok i hvert fald dobbelt så mange forhandlere som Engelbrechts, og dem vil vi også meget gerne gøre til Kevi-forhandlere, så der tror jeg, vi kan nå rigtig langt, lyder vurderingen.  

Skal vurdere hvert produkts potentiale 

Opkøbet er dog først og fremmest udtryk for ambitionen om et øget kontraktsalg, hvilket yderligere understreges af en nyansat kontraktsalgsdirektør på Montana-holdet. 

– Mit mål er, at vi får en fifty-fifty fordeling, så kontrakterne kommer til at fylde halvdelen ad åre, fortæller Joakim Lassen, der dog ikke har fastlagt en måldato for den ambition.  

Engelbrechts 

Engelbrechts Furniture blev stiftet i 1989 og beskæftiger i dag 11 medarbejdere. 

Virksomheden har showroom i Skindergade i indre København og får produceret sine møbler hos underleverandører. 

Engelbrechts kom ud af regnskabsåret 2020 med en bruttofortjeneste på 10,3 mio. kr. og et underskud på - 332.832 kr. Egenkapitalen i selskabet lød ved årets udgang på 4,9 mio. 

– Vi opdaterer strategien en gang om året, hvor vi ser på, hvad der har ændret sig i markedet. Nu har vi gjort nogle af de ting, vi havde planlagt, og så begynder arbejdet med den fremadrettede plan, så man kan sige, at strukturen nu er klar, og så skal vi bare finde ud af, hvordan vi skal udføre, lyder det.  

Også når det kommer til integrationen af Engelbrechts, der forventes at løbe over de næste tolv måneder, er der ting, der endnu skal afklares. Eksempelvis om den nyopkøbte virksomheds eget modulære reolsystemPoiseskal tages med ind under Montanas faner.  

– Alt det er der slet ikke taget stilling til endnu. Jeg kan se, at produktet kan nogle andre ting, og vi skal i gang med at vurdere, hvad der ligger af potentiale i de forskellige produkter. Noget af det vigtigste for Montana er, at vi kan fortælle en sammenhængende historie omkring og igennem vores produkter, så vi kommer til at se på hvert enkelt produkt, men i første omgang sælger vi det samme, som Engelbrechts indtil nu har gjort, fortæller Joakim Lassen.  

Ti mand med vigtig viden 

Også produktionen af Engelbrecths produkter fortsætter for nuværende hos de leverandører, der hidtil har stået for den opgave, og det ti mand store medarbejderhold fra den opkøbte virksomhed bliver tillige med stifter Morten Engelbrecht en del af det nye Montana-hold.  

– Morten er rigtig stærk på produktudvikling oisær inden for siddemøbler, så den del kommer han og jeg til at stå for i fællesskab, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, fortæller Joakim Lassen, der peger på, at hele den nye del af holdet kommer med værdifuld viden og stærke kompetencer.  

– De bliver ekstremt vigtige for os. Vi kommer ikke til at røre så meget ved deres setup, men det er rigtig vigtigt, at de lærer os om produkterne, så vores sælgere kan blive klædt godt på, både når det kommer til kontrakter og retail, fortæller Montana-direktøren, for hvem meget af torsdagen er gået med at informere de ansatte om opkøbet.  

– Og alle har meldt tilbage, at det er rigtig fedt. De ser de samme fordele i, at vi kommer med noget mere end borde og reoler i kufferten, så nu glæder vi os bare til at komme i gang med salget, slår en glad Joakim Lassen fast.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078