23948sdkhjf

Efter 250 tabte millioner: Boligkæde nærmer sig nullet

Daells Bolighus har ikke haft det nemt de senere år. Faktisk er pengene fosset ud af kæden, der siden 2007 har tabt næsten 250 millioner, og heller ikke sidste år blev bolighuset en overskudsforretning. Til gengæld er underskuddet blevet markant mindre i kæden, der tæller fem danske butikker.

I det nyligt offentliggjorte regnskab kan man læse, at Daells Bolighus i det forgangne år løftede omsætningen fra 197 til 218 mio. kr., mens man i samme ombæring lykkedes med at skære godt 3 mio. af omkostningerne. Således kunne resultatet løftes fra 2019’s underskud på 25 mio. kr. før skat til sidste år at lande på – 8,5 mio. kr.

Ikke desto mindre kategoriserer ledelsen resultatet som mindre tilfredsstillende og understreger, at der stadig arbejdes med tiltag, der skal forbedre resultatet på længere sigt.

Ny direktør klar til at vende skuden

Daells Bolighus, der som lavprisbyggemarkederne Jem & Fix og Harald Nyborg er ejet af Daell-familien, skiftede ved indgangen til 2020 ud på direktørposten.

Her overtog Henrik Mathiesen stafetten, og en måned efter sin tiltræden satte han i Wood Supply ord på, hvor han agtede at sætte ind for at vende skuden.

– Det handler rigtig meget om at øge kendskabet, så vi kommer til at sætte målrettet ind på markedsføringen, som har ligget lidt stille de senere år. Brandet Daells er nok blevet en lille smule støvet, så nu skal vi ud at vise, at vi sagtens kan være med endnu, lød det i den forbindelse.

Hvornår der igen kan være sorte tal på bundlinjen, turde Henrik Mathiesen ikke spå om, men at det er den vej, det går, var han ikke i tvivl om.

– Vi har en tro på, at vi gør det rigtige, og en vedholdenhed, der gør, at jeg ikke er i tvivl om, at der nok skal vise sig nogle gode resultater de kommende år; ikke mindst på grund af de dygtige og meget dedikerede medarbejdere, slog direktøren fast for lidt mere end et år siden.

Af den nye årsrapport fremgår det dog, at ledelsen i Daells Bolighus heller ikke forventer, at indeværende år resulterer i overskud. Tværtimod forventes et underskud i intervallet 10-12 mio. kr.

A/S Daells Bolighus 
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 217,7 197,3
Resultat af primær drift - 8,4 - 24,4
Resultat før skat - 8,5 - 24,9
Årets resultat - 6,6 - 19,5
Balancesum 59,0 64,7
Egenkapital 19,6 26,3
Gns. antal ansatte 99 104
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078