Fugl Føniks i Fårvang: Tvilum melder klar til flere opkøb
Med opkøbet af den midtjyske møbelproducent Steens Group har Tvilum indvarslet en ny epoke. Som en Fugl Føniks i Fårvang har virksomheden rejst sig siden konkursen for tre år siden, og ifølge adm. direktør Torben Porsholdt bliver det næppe det sidste opkøb fra det, der nu igen er landets største møbelproducent.
– Vi har fået en ramme af vores finansielle partner til opkøb, fortæller direktøren til Wood Supply.
Præcis hvor stor den er – og hvor meget af råderummet, der blev brugt på sidste måneds opkøb af Steens, vil han ikke ud med.
– Men hvis der skulle komme noget interessant, tror jeg da bestemt, vi kan finde finansieringen til det også, og vi er da åbne for henvendelser, lyder det dog.
Mens Torben Porsholdt og Tvilum-teamet har brugt de seneste tre år på at få kontrol over processerne internt i virksomheden, er han ikke i tvivl om, hvad nøgleordet for næste kapitel bliver.
– Det handler om vækst, slår direktøren fast, og her er han mindre forsigtig med at sætte tal på.
– Vi havde egentlig lavet en strategiplan, der hedder en omsætning på 2,7 mia. i 2024, fortæller han og understreger, at den plan primært byggede på organisk vækst.
– Der tog vi så et godt skridt på vejen, da vi købte Steens, siger han.
Tættere på slutkunden
Det er således forventningen, at den omsætning, der sidste år landede på 1,3 mia. kr., allerede i år passerer de 2 milliarder, godt hjulpet på vej af seneste nyerhvervelse. Og hvad angår potentielt kommende nyerhvervelser, er Torben Porsholdt ikke bleg for at dele lidt af ønskelisten.
– Vi erkender, at vi er en RTA-producent (ready-to-assemble, red.) og et kommende opkøb skal være noget, der rimer på det. Med Steens har vi fået udbygget sortimentet i bredden med børnemøbler, lige som vi har fået noget fyrretræ og noget MDF ind, der giver et lidt større produkt- og prisspænd. Men jeg tror, det kunne være interessant, om vi kunne komme lidt tættere på slutkunden, forklarer han.
Torben Porsholdt understreger, at Tvilums nok ikke går fra B2B2C til B2C-online virksomhed.
– Men jeg tror, vi kan vinde på i højere grad at agere, som om vi solgte til slutkunden – lige nu arbejder vi for eksempel på at finde ud af, om vi kan tilbyde distribution til slutkunden. Og samtidig skal vi være tro mod det, vi gør. Vi skal fastholde, at vi laver masseproduktion, og vi skal ikke lige pludselig til at lave sofaer og sådan noget, slår han fast.
Konkurrerer ikke kun på kostpris
For det er i masseproduktionen, Tvilums styrke ligger, lyder det fra direktøren, der derfor også holder godt øje med konkurrenterne i blandt andet Polen.
– Her er jeg meget optaget af, hvordan vi kan lave et værditilbud til kunden, der ikke bare er på kostpris. Kostprisen er vi faktisk med på, fortæller Torben Porsholdt, der således kan koncentrere sig om i stedet at finde andre måder at differentiere sig fra konkurrenterne.
– Man kan sige, at der bagud i organisationen skal være masseproduktion, mens det udadtil overfor kunden handler om, hvordan de ikke opdager det. De skal føle, at der er tale om ”customized” produkter, og det er ad den vej, vi går ind i en cost leadership-strategi, forklarer Tvilum-direktøren.
Dermed er retningen sat for de kommende år i Fårvang, og den vækst, der for Torben Porsholdt er nøgleordet for Tvilums næste kapitel, er allerede godt på vej.
– Coronaen har jo gjort noget på e-commerce, som i øjeblikket er det segment, vi oplever den kraftigste vækst på, men vi ser også fremgang i OEM, DIY og på retail-delen, så jeg tror på vækst i alle fire segmenter, lyder de positive fremtidsudsigter.