Danske virksomheder dropper eu-domæner
Trods den store generelle bevågenhed for registrering af et eu-domæne er interessen fra danske virksomheder minimal. Det overrasker registreringsfirma, der advarer mod domænehajer.
Helt nøjagtigt har EURid kun modtaget 8.385 ansøgninger fra Danmark, og det betyder, at 98 % af alle danske virksomheder endnu ikke har sikret sig sine firma- og produktnavne under .eu-domænet.
De få ansøgninger kommer bag på danske DomainDirect.dk, som i dag advarer de mere end 530.000 danske virksomheder.
- Mange retssager og unødvendige omkostninger kan helt undgås, hvis de danske virksomheder sikrer sig deres domænerettigheder. Vi har før set, hvordan domænehajer på det groveste misbruger velrenommerede virksomheders brands, firma- og produktnavne, siger Torbjørn Flensted, der er kommunikationschef hos DomainDirect.dk.
Domænehajerne står klar den 7. april
Frem til den 7. april 2006 er det muligt for virksomheder at ansøge om firma- og produktnavne.
Domænehajer over hele Europa har investeret millioner af euro, så de kan skyde tusinder af ansøgninger afsted til EURid den 7. april, når .eu-domænenavnet bliver frigivet for alle.
- De danske firmaer undervurderer risikoen for at blive udnyttet, siger Torbjørn Flensted.
Kilde: DomainDirect.dk. http://www.domaindirect.dk