23948sdkhjf

Ny designpris til gavn for verdens skove

Danske designstuderende skal lære at arbejde i træ fra bæredygtig skovdrift. Derfor er FSC Danmark, COOP Danmark og miljøorganisationen Nepenthes gået sammen om at udskrive designkonkurrencen FSC Design Award 2006 blandt de studerende på Danmarks Designskole. Præmien er en rejse til Honduras, hvor vinderdesignet produceres.
Alt for få designere og forbrugere kender FSC-logoet med det halve træ. Det skal FSC Design Award 2006 være med til at lave om på. Startskuddet lyder den 15. februar 2006, og opgaven for de studerende på Danmarks Designskole er at designe et flot og funktionelt produkt i FSC-certificeret træ.

Produktet bedømmes i april 2006 af et dommerpanel bestående af industriel designer Tobias Jacobsen, underviser på møbel- og rumdesign Erik Krogh fra Danmarks Designskole, kommunikationschef Marie Scott fra Håndværksrådet og indkøber Peter Hallum fra COOP Norden.

Designeren af det bedste produkt får herefter mulighed for at rejse til Honduras og se den skov, som træet kommer fra.

Under besøget i det nordlige Honduras vil det vindende produkt blive videreudviklet og sat i prøveproduktion på det lille værkstedskooperativ Coatlahl som Nepenthes og COOP gennem flere år har arbejdet sammen med. Er designet egnet til det, bliver det sat i produktion og solgt i Coops butikker.

Det er første gang FSC Design Award bliver afholdt, men bliver den en succes, vil det blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Designerne har et ansvar
Danmark har stolte traditioner inden for design af møbler i træ. Desværre er der ikke mange af hverken de store klassikere eller de nye design, der udføres i FSC-træ.

Designeren Tobias Jacobsen, barnebarn af Arne Jacobsen, er en aktiv del af projektet og indgår også som del af dommerpanelet. Han mener, at det også er designernes opgave at gøre FSC kendt blandt forbrugerne:

- Flertallet af moderne forbrugere lægger mere vægt på design end bæredygtighed. Derfor har designeren et stort ansvar for at varetage miljøets interesser. Hvis en designer laver noget funky i FSC-træ, bliver det også købt af mange, der ikke går op i miljøet, men mest i produktet. På den måde bliver FSC forbundet med kvalitet og skønhed.

FSC – den lette løsning
FSC er en global certificeringsordning, hvis mærke sættes på produkter skabt af træ fra ansvarligt drevne skove.

I en FSC-certificeret skov skal der passes på dyre- og plantelivet. Der må derfor ikke fældes mere træ, end skoven kan nå at reproducere. FSC er den eneste mærkeordning med bred støtte fra både miljøorganisationer og detailhandlen. Ofte vil FSC-certificeringen af træet kun give ubetydelige prisstigninger af den samlede pris på det færdige produkt.

Læs mere om FSC på http://www.fsc.dk

Kilde: FSC Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078