23948sdkhjf

Halvårsrapport fra SIS international

Halvårsregnskab fra SIS international a/s, der er i fuld gang med at gennemføre en finansiel restrukturering af koncernen og fører forhandlinger med mulige interessenter om helt eller delvist køb af koncernens aktiviteter.

SIS international a/s opnåede i halvåret 2005/06 en koncernomsætning på 137,0 mio. kr. mod 164,1 mio. kr. i samme periode sidste år, hvilket svarer til en reduktion på 16,5 %.

Korrigeret for frasolgte forretningsområder er nedgangen 5,9 % målt på den fortsættende forretning.

Afsætningen af møbler og konsulentydelser til undervisningsmarkedet ligger på niveau med det forventede, men lavere end samme periode sidste år. Gennemførelsen af kommunalreformen har medført, at nogle skoler og institutioner indtil videre har valgt at udskyde beslutninger om køb af nye undervisningsmøbler, ligesom markedet er præget af kraftig priskonkurrence.

Afsætningen af kontormøbler på det skandinaviske marked er præget af den igangsatte restruktureringsplan, herunder udfasningen af visse produktprogrammer, hvilket har resulteret i en lavere omsætning end i samme periode sidste år.

Salg af kontormøbler på det nordamerikanske marked udviser fremgang i forhold til samme periode sidste år og over det budgetterede salg for halvåret. Ligeledes er salget af kontormøbler på øvrige eksportmarkeder markant over budget.

De i 2005 gennemførte tiltag for at gøre kontormøbeldivisionen overskudgivende har reduceret omkostningsbasen betydeligt, ligesom der i indeværende år er iværksat en tilpasning af sortiment og salgskanaler til imødegåelse af et forventet fortsat pres på dækningsgraden.

Salg af borde til TV-industrien har i halvåret ligget højere end salget i tilsvarende periode sidste år, men til en væsentligt lavere indtjening. Som led i planen om at fokusere SIS koncernens aktiviteter er det besluttet at trække sig ud af markedet for produktion og salg af borde til TV industrien, hvilket forventes gennemført med udgangen af indeværende regnskabsår.

Koncernens resultat af primær drift for halvåret blev et tab på 7,5 mio. kr. mod et tab på 15,6 mio. kr. for samme periode året før. Resultatet er påvirket af reducerede dækningsgrader i kontormøbeldivisionen og på TV borde samt udgifter i forbindelse med gennemførelse af den igangsatte restrukturering af koncernen.

Resultat før skat blev et tab på 11,6 mio. kr. mod et tab på 12,9 mio. kr. i 1. halvår 2004/05.

Den 31.12.2005 beskæftigede koncernen 183 medarbejdere mod 311 medarbejdere året før.

Forventninger til regnskabsåret 2005/06
Bortses der fra resultatet af ikke fortsættende aktiviteter og omkostninger i forbindelse med gennemførelsen af den finansielle restruktureringsplan, så forventes der for helåret 2005/06 et resultat før skat omkring nul, hvilket er på niveau med den tidligere udmeldte forventning i fondsbørsmeddelelse nr. 5, 2005 den 28. september 2005.

Omkostninger til afvikling og frasalg i forbindelse med den igangværende finansielle restrukturering ventes at andrage 5 – 10 mio. kr.

Derfor ventes et negativt resultat for koncernen før skat på 5 – 10 mio., hvilket betyder, at egenkapitalen er tabt.

Planen for den finansielle rekonstruktion understøttes af koncernens banker og finansieringsinstitutter mindst frem til 30. juni 2006.

Kilde: Fondsbørsmeddelelse fra SIS International a/s. Københavns Fondsbørs, http://www.cse.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063