23948sdkhjf

Genrejst møbelvirksomhed taber millioner: Vi har gjort rent bord

I februar 2020 var den genrejste møbelproducent Atbo klar til for alvor at skyde gang i de internationale ekspansionsplaner. Måneden efter lukkede landet ned, og regnskabsåret 2020/21 blev således ikke den opvisning i vækst, adm. direktør Peter Mondrup havde budgetteret med.

 – Det korte af det lange er, at vi ligesom alle andre har været igennem et coronaår, og det er den primære grund til, at vi ikke øgede toplinjen som forventet, siger han til Wood Supply.

Peter Mondrup understreger, at Atbo har oplevet ”fin vækst” på omkring 25 pct. på de eksisterende markeder, men da planerne om ekspansion i især Skandinavien og Tyskland måtte bremses, så man budgettet begynde at skride.

 – Lige da vi overtog, brugte vi jo tiden på at tilpasse en stor del af virksomheden og gøre klar til den her ekspansion med en masse messe-, salgs- og marketingsaktiviteter, og alle de investeringer har vi holdt fast i gennem året, selvom vi blev nødt til at sætte planerne og initiativerne på hold, forklarer han.

Afskrivninger i millionklassen

Således lyder bruttofortjenesten i Atbos nyligt offentliggjorte regnskab på beskedne 748.965 kr. sammenlignet med 4,9 mio. kr. året forinden, mens bundlinjen er sendt i rødt. Hvor Atbo i 2019/20 kunne tegne sig for et overskud på 50.000 kr. før skat, lander resultatet i denne omgang på minus 6 mio. kr. En stor del af forklaringen på tabet skal dog findes i, at der i årets løb er gjort afskrivninger i millionklassen.

 – Man kan sige, at vi har haft lejlighed til virkelig at få det, vi overtog, kigget igennem. Vi har så valgt at være lidt hårde og har afskrevet hele vores goodwill og nedskrevet en stor del af de lagervarer, vi overtog, og som vi har valgt ikke at videreføre. Endelig har vi valgt at afskrive alle de marketingsinitiativer, vi har taget, 100 procent, uddyber Peter Mondrup.

Afskrivningen på materielle anlægsaktiver beløber sig til 4,6 mio. kr. mens afskrivningen på goodwill lyder på 2,6 mio. kr. Det har således været et par drøje hug for virksomheden, der genopstod i 2019 efter en konkurs, og mens pandemien for andre i branchen gav ekstra rygvind til især onlinehandlen, var det heller ikke det nok til at redde året for Atbo.  

 – På onlinesalget er der et typisk prispunkt under de 3-4000 kr., men en gennemsnitsordre hos os er på 25.000. Derfor har vi en helt anden kunderejse, der er betydeligt længere og tit kræver flere besøg i butikken, og det er ikke noget, der 1:1 kan konverteres til nettet, forklarer direktøren.

Godt fra start

Selvom regnskabsåret endte med en bundlinje såvel som egenkapital i rødt, er der imidlertid ikke slået skår i troen på fremtiden, og de første måneder af 2021/22 har givet anledning til fortsat optimisme.

 – Der er virkelig kommet godt gang i den, og vi oplever en kæmpestor positivitet og en god villighed hele vejen rundt, hvilket vi selvfølgelig er superglade for, fortæller Peter Mondrup, der også glæder sig over, at verden igen ligger næsten åben.

 – Vi har fået lukket ordentligt op for vores Tyskland-strategi, hvor vi startede med at tage en tur ned igennem her efter sommeren, og her fik vi stort set de kunder, vi ønskede. Vi har også åbnet op med agentsamarbejder i Sydkorea og Kina, hvor vi allerede havde nogle gode kontakter og oplevede stor interesse, og så er vi også i fuld gang i Norge og Sverige, der sammen med Tyskland bliver vores primære fokuspunkt i både 2022 og 2023, lyder det.

Pandemiperioden blev desuden brugt på produktudvikling, så det tidligere reol-brand i dag kan præsentere en fuld kollektion med både sofaer, borde og belysning, og der er ingen tvivl om, at Peter Mondrup glæder sig til at fremvise nyhederne og fortsætte rejsen med Atbo.

 – Vi har fået ryddet op, og foretaget de afskrivninger, der var mulige og nødvendige. Det har selvfølgelig sat sig i tallene, men det er en engangsforestilling, og nu har vi gjort rent bord og kan kigge ind i en lys fremtid, fastslår han.  

ATBO ApS
mio. kr. 2020/21 2019/20
Bruttofortjeneste 0,8 4,9
Resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) - 1,0 2,2
Resultat før skat - 6,0 0,05
Årets resultat - 6,2 0,03
Balancesum 4,5 7,5
Egenkapital - 6,1 0,08
Gns. antal ansatte 4 6
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021.
Læs mere om: ATBO
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078