Skærerobot-firma går stadig i rødt, men fordobler omsætningen
Den fynske virksomhed Odico, der udvikler skærerobotter til byggebranchen, er kommet ud af regnskabsåret 2020/21 med dobbelt så meget på omsætningen sammenlignet med sidste år.
I år lyder toplinjen på 10,3 mio. kr. mod 5,1 mio. kr. sidste år.
Dog er bundlinjen i det fynske firma stadig negativ og beløber sig til -7,3 mio. kr. mod 7,2 mio. kr. sidste år. Virksomhedens ledelse noterer sig, at resultatet er i tråd med de udmeldte forventninger.
Det fremgår af Odicos regnskab, der er blevet præsenteret fredag formiddag.
Øget forventning til omsætning
Virksomheden holder dog snuden i sporet og forventer yderligere øget omsætning i kommende regnskabsår. De udmeldte forventninger til omsætningen ligger i niveauet 10-15 mio. kr., dvs. op mod 50 procent mere end det opnåede i 2020/21.
Og generelt er der udbredt optimisme at spore.
- Jeg er meget optimistisk for de kommende års udvikling. Vi er organisatorisk, kompetence- og ledelsesmæssigt gearet til at kunne skalere vores løsninger på nye dele af byggeriet, på nye markeder, og i relation til nye samarbejdskonstellationer. Vi har allerede opnået en frontløberposition. Nu skal vi vise, at vi kan eksekvere på de strategiske ambitioner, vi har lagt for dagen. Det har vi alle muligheder for at gøre, siger virksomhedens administrerende direktør Anders Bundsgaard.
Et år med investeringer
Selvom bundlinjen stadig er rød, har regnskabsåret været præget af tilført kapital udefra.
Virksomheden rejste 45 mio. kr. via et aktieudbud i marts og fik i den anledning 1600 nye aktionærer.
Penge, der ifølge virksomhedens ledelse skal bruges på at få at få forløst virksomhedens strategi og udviklingsprojekter.
- Aktuelt har vi sat en række udviklingsprojekter i søen, og flere ser vi allerede meget konkrete resultater fra. Jeg har først og fremmest lyst til at nævne opførelsen af verdens første robotfremstillede kommercielle træbyggeri i Odense midtby, siger Anders Bundsgaard.
Projektet er støttet af Inovationsfonden, der lagde trekvart million kroner i projktet, der har til formål at udvikle en metode for fuldautomatisk robotfremstilling af såkaldte variable trækonstruktioner, hvilket vil betyde, at standard tømmer uvilkårligt kan bearbejdes digitalt.
Ledelsen vurderer, at projektet kan bane vejen for betydelig omkostningsbesparelse i træhusbyggeri, og dermed gøre det mere attraktivt at benytte træ som byggemateriale frem for betonkonstruktioner.
- Der er store perspektiver i robotfremstillede trækonstruktioner. Derfor er vi også glade for Innovationsfondens investering på 750.000 kr. til at udvikle en metode for fuldautomatisk robotfremstilling af variable trækonstruktioner, skriver Anders Bundsgaard i regnskabsmeddelelsen.
mio. kr. | 2020/21 | 2019/20 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 10,3 | 5,1 |
Bruttoresultat | 5,8 | 0,2 |
Resultat før finansielle poster | -6,7 | -9,2 |
Årets resultat | -7,3 | -7,2 |
Balancesum | 60,3 | 28,3 |
Egenkapital | 46,6 | 14,7 |
Antal ansatte | 27 | 23 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021. |
Odicos to forretningsben
Odico udvikler robotter til byggeindustrien og har to forretningsben hhv: Robotløsninger og Digital Fabrikation.
I den første udvikles en revolutionerende platformsteknologi, der bringer robotter direkte til byggepladsen.
I det andet segment anvendes robotter og digitale værktøjer i bygningsindustriel fremstilling.
- Begge dele udvikler sig hastigt, og i de kommende år kan vi se mange muligheder for at skalere vores samlede forretning - gennem øget salg og markedsføring, ved at udvide på nye markeder, og gennem et øget samarbejde med partnere i byggeriet, siger Anders Bundsgaard.