CNC-maskiner gode til små virksomheder
Flex-Line i Drammelstrup på Djursland er en virksomhed på 4 mand. Virksomheden har investeret i et CNC-bearbejdningscenter - en investering, der har gjort produktionen betydeligt nemmere og mere rentabel for den lille virksomhed, der er underleverandør til bl.a. vinduesbranchen.
Virksomheden har i mange år haft egen vinduesproduktion, men har nu specialiseret sig som underleverandør af buede komponenter i træ, noget der virkelig er blomstret op indenfor vinduesbranchen. Flex-Line leverer buer til vinduer, typisk vinduer til renovering af ældre huse, hvor man i dag lægger stor vægt på at bibeholde husets arkitektoniske udtryk ved renovering med nye vinduer.
Flex-Line fremstiller buerne ved at fingerskaret træ sættes sammen i en vinkel, og buerne færdigbearbejdes herefter på virksomhedens CNC-bearbejdningscenter i en arbejdsgang. Valget faldt på et SCM Record 240 CNC-bearbejdningscenter – en løsning, der egentlig var helt forskellig fra det, Harald Grønlund oprindeligt havde tænkt.
- Efter at have set en præsentationsvideo af et CNC-bearbejdningscenter og set eksempler på, hvor meget forskelligt man kan bruge sådan en maskine til, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var den rigtige maskine for os til at lave vores buer på.
Harald Grønlund viste samme video til sine medarbejdere, som også blev meget begejstrede over at se, hvordan netop buede elementer til vinduer blev skabt på maskinen, selvom de var lidt skeptiske i forhold til at arbejde med CNC-teknologien. Hidtil havde Flex-Line klaret hele sin produktion på en lang række standardmaskiner på helt traditionel vis. For medarbejderne på Flex-Line var det at skulle arbejde med en CNC-maskine noget helt nyt – ”vi vidste ingenting på forhånd – overhovedet. Netop derfor var det også vigtigt for os, at vi var sikre på, at leverandøren af maskinen havde en mand, der kunne undervise os helt fra bunden”
- CNC-maskinen betyder for os, at vi sparer en masse håndtering, hvor vi før gik fra en maskine til en anden og lavede lidt af bearbejdningen på hver. Nu sætter vi det rå emne op i fixturet, sætter maskinen i gang, og når den er færdig med programmet, er buen faktisk færdig. Grundlæggende er den proces, vi har været igennem, at vi har ”flyttet viden fra hænderne til hovedet”.
- Selv om det i starten syntes lidt uoverskueligt at skulle i gang med CNC-teknologien, som kræver, at man har interesse for at arbejde med den, så betaler det sig rigeligt i dag. Flowet gennem produktionen er meget bedre og nemmere – vi kan jo samle næsten alle funktioner i CNC-maskinen.
Faktisk mener Harald Grønlund ikke, at han havde noget valg – tiden var moden til investering i CNC, hvis fabrikken skulle overleve på lang sigt –
- Vi var jo nødt til at få effektiviseret produktionen, og så er CNC altså vejen frem. For en lille virksomhed som vores er en CNC-løsning enormt god.
Den største udfordring i processen har været de mennesker, der har taget del i den. For indførelsen af CNC krævede en omstilling i virksomheden til en anderledes måde at tænke på, og i det hele taget er det faktisk det at skaffe folk, der har CNC-kvalifikationerne i orden, der har voldt Harald Grønlund de største bekymringer. Her halter træuddannelserne altså bagefter, mener han.
CNC-maskinen har også åbnet mulighed for flere andre underleverandør-opgaver, bl.a. for en nærliggende campingvogns-producent, som får fremstillet bl.a. køkkenborde og for møbelfabrikanter, hvor en engelsk producent får leveret sine buede møbelben fra Flex Line. Her er CNC-maskinen blot 10 minutter om at fremstille 72 møbelben, som bliver fræset ud af én plade. Også Statsfænglset i Horsens har fået leveret buede fodlister fra Flex Line.
- Det drejer sig jo bare om at få idéerne til alt det, maskinen kan bruges til”, fortæller Harald Grønlund, og tilføjer, at mange andre mindre virksomheder bestemt også ville kunne have glæde af sådan en løsning.
Kilde: LindLarsen. http://www.lindlarsen.com