23948sdkhjf

DI: Globaliseringsudspil bidrager til dansk vinderstrategi

Regeringen fremlagde i går sit udspil til en globaliseringsstrategi for Danmark, Fremgang, fornyelse og tryghed. Strategien er blevet til efter flere måneders drøftelser i Globaliseringsrådet, hvori Dansk Industri, DI, har deltaget.
- Globaliseringen har for alvor skærpet den internationale konkurrence, som danske virksomheder møder hver dag. Globaliseringen giver os samtidig nye muligheder, som vi skal forstå at udnytte. Regeringens udspil giver på langt de fleste strækninger de rigtige svar på den overordnede udfordring, nemlig at styrke Danmark og danske virksomheders konkurrencekraft, siger adm. direktør Hans Skov Christensen, DI, der har deltaget i Globaliseringsrådets arbejde.

- Vi kan tilslutte os størstedelen af regeringens forslag. Det gælder ikke mindst forslagene om en målrettet indsats for at forbedre uddannelserne samt frembringe og udnytte ny viden. En forøgelse af kompetencerne på alle niveauer er altafgørende, hvis Danmark skal blive den globale vindernation, vi alle ønsker. Vi forventer nu, at Folketingets partier kan samles om en vinderstrategi for Danmark og den tilhørende finansiering, siger Hans Skov Christensen.

DI lægger afgørende vægt på regeringens initiativer for at styrke kvaliteten i undervisningen og skabe bedre sammenhæng i uddannelsessystemet samt idéen om at sikre kvaliteten af de videregående uddannelser gennem et uafhængigt organ.

- Vi støtter regeringens forslag om, hvordan vi styrker offentlig forskning og øger videnspredning mellem erhvervslivet og forskningsinstitutionerne. Og vi glæder os over, at der lægges op til en green card ordning, så virksomhederne får bedre og hurtigere adgang til kompetente medarbejdere, fremhæver DI's adm. direktør.

- Det er glædeligt, at udspillet bekræfter, at det er regeringens mål at sænke skatten på arbejde. Men den fremlagte strategi indeholder ingen konkrete planer herfor. Det havde vi dog heller ikke ventet. Vi hæfter os ved, at regeringens egne analyser i forbindelse med Globaliseringsrådets arbejde tydeligt understreger behovet for en skattereform. På den baggrund ser vi frem til et udspil på skatteområdet senere i indeværende regeringsperiode, siger Hans Skov Christensen.

Kilde: Dansk Industri. http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07