Indtjeningen stiger i Kinnarps
Nordens førende producent af kontormøbler er godt på vej ud af en generel krise i møbelbranchen. I efteråret 2005 fremviste Kinnarps Danmark A/S et regnskab med en markant vækst og nu fortsætter de positive takter.
Den positive udvikling hos Kinnarps Danmark afspejler sig også i regnskabstallene for det seneste halvår. I første halvår af Kinnarps regnskabsår 2005-2006 har koncernen haft en meget positiv udvikling på indtjeningssiden.
Fra 1. september 2005 til 1. marts 2006 havde Kinnarps A/S en indtjening på 826.000 kr. Et tal, der står i skærende kontrast til det første halvår i sidste regnskabsår, hvor indtjeningen lå i minus - nærmere bestemt et minus på 1.8 mio. kr.
Dermed er indtjeningen på kun et år steget med over 2.5 mio. kr. og er altså nu positiv igen.
- Resultatet skyldes en effektivisering af vores måde at arbejde på. Vi arbejder målrettet med fokus på udvalgte dele af markedet og vi er glade for, at vi har formået at vende en negativ indtjening til en positiv, siger salgsdirektør i Kinnarps Danmark, Søren Stryhn, der især glæder sig over, at stigningen i indtjeningen er kommet trods en beskeden vækst i omsætningen på kun seks procent.
- Når man ser på vores beskedne vækst i omsætningen, er stigningen i vores indtjening ekstra bemærkelsesværdig og meget markant, og det er en utrolig flot fremgang, som alle i Kinnarps Danmark har bidraget til, tilføjer Søren Stryhn.
Med de positive tal i det nye regnskab har Kinnarps store forventninger til det kommende år, hvor man håber, at koncernens nye huse i Danmark vil bidrage endnu mere til væksten i et marked, der ellers har været i en generel krise i de seneste år.
- Vi satser med nye domiciler flere steder i Danmark for at øge vores synlighed i hele landet. Og den strategi har vi store forventninger til, så vi tror på en forsat god vækst i Kinnarps Danmark. Nu har vi fået vendt udviklingen, og det er meget tilfredsstillende, siger Søren Stryhn, der nu kan se frem til det første spadestik til Kinnarps’ nye showroom og lager i Middelfart den 28. marts.
Kilde: Kinnarps A/S. http://www.kinnarps.dk