Genåbningen har givet fortsat vækst i dansk økonomi
Væksten i dansk økonomi ser ud til at være fortsat ind i årets tredje kvartal.
Det viser Danmarks Statistiks BNP-indikator. Den giver et foreløbigt estimat af væksten i det danske bruttonationalprodukt.
Bruttonationalproduktet - BNP - fortæller noget om, hvordan et lands økonomi udvikler sig. Altså om den vokser eller skrumper.
Sammenlignet med andet kvartal peger indikatoren på en vækst på 2 procent i tredje kvartal. Det er korrigeret for sæsonforhold.
Fremgangen har især været drevet af udviklingen i flere serviceerhverv.
Det er eksempelvis hoteller og restauranter samt rejsebureauer, som har været hårdt ramt af nedlukningen under coronaepidemien.
- Genåbningen af samfundet har derved haft en tydelig positiv indvirkning på økonomien, skriver Danmarks Statistik.
Udsigten til en vækst på 2 procent i tredje kvartal følger efter et andet kvartal, hvor væksten er vurderet til at vokse hele 2,8 procent.
Finansminister Nicolai Wammen konstaterer, at det går "rigtig godt" i dansk økonomi.
- I tredje kvartal har fremgangen på arbejdsmarkedet været stærk, og dagens tal viser, at det samme gælder BNP.
- Tempoet er højt, og vi taler ikke længere om krise, men om højkonjunktur, siger Wammen i en skriftlig kommentar.
/ritzau/