Skovrydning i Amazonas stiger for tredje år i streg
Skovrydning i regnskoven Amazonas i Brasilien er det sidste år steget markant.
Regeringens årlige rapport viser, at skovrydningen er steget med næsten 22 procent fra august 2020 til juli 2021 i forhold til samme periode sidste år.
13.325 kvadratkilometer skov er blevet ryddet, og det er det højeste tal siden 2006.
Det er tredje år i streg, at skovrydningen stiger under præsident Jair Bolsonaros ledelse.
Dermed går det den gale vej for Brasilien, som til klimatopmødet COP26 i Glasgow lovede at sætte en stopper for ulovlig skovrydning inden 2028.
Desuden er Brasilien en del af et globalt løfte mellem over 100 lande om at stoppe skovrydning inden 2030.
- Tallene er stadig en udfordring for os, og vi bliver nødt til at være tydeligere i forhold til de her forbrydelser, siger Joaquim Pereira Leite, miljøminister i Brasilien, på et pressemøde torsdag, hvor rapporten blev præsenteret.
Han siger videre, at tallene ikke afspejler, at der for nyligt er kommet større fokus på at stoppe ulovlig skovrydning. Men at der skal gøres mere stadigvæk.
Amazonas er verdens største sammenhængende regnskov og store dele af den ligger i Brasilien. Arealet er på seks millioner kvadratkilometer.
Regnskoven er et skatkammer for biodiversitet. En fjerdedel af alle Jordens arter lever i Amazonas.
Desuden er den en vigtig brik i at stoppe klimaforandringerne. Træerne absorberer nemlig CO2, der ellers ville bidrage til globale temperaturstigninger.
Netop temperaturstigninger var et af hovedtemaerne i klimaaftalen ved COP26.
Her blev det besluttet, at landenes reduktionsmål for 2030, der blev besluttet i Paris-aftalen fra 2015, skal skærpes senest ved udgangen af næste år.
Dengang blev man enige om, at temperaturstigningerne skal holdes et godt stykke under 2 grader celsius. Og helst ikke højere end 1,5 grader. Den præcise tolkning skændes FN-landene stadig om.
/ritzau/Reuters