Holch Povlsens designselskab sætter bundlinjerekord på bare syv måneder
Et amputeret regnskabsår var ikke nok til at sætte en stopper for resultatfremgangen hos &Tradition. På bare syv måneder har designvirksomheden, der har Holch Povlsen-familiens investeringsselskab Nine United som hovedaktionær, tværtimod tjent flere penge end nogensinde før.
Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab fra virksomheden, der blev stiftet i 2010.
Mens det ikke er lykkedes helt at holde toplinjen, der i det fulde regnskabsår 2020 landede på 345,8 mio. kr., er der til gengæld sat rekord på bundlinjen. Her er resultatet før skat vokset til 67,7 mio. kr., svarende til en vækst på 16 pct.
– Både omsætning og nettoresultatet efter skat overgår ledelsens forventninger og skal ses i lyset af det faktum, at selskabet i sin årsrapport for 2020 forventede et nettoresultat før skat i niveauet 60-70 mio. for perioden 1. januar 2021-31. december 2020, lyder det i årsrapportens ledelsesberetning.
Væksten bliver kun mere imponerende, hvis man skuer lidt længere tilbage i tiden. Således er selskabet på blot 19 måneder lykkedes med at fordoble 2019-resultatet, mens egenkapitalen i samme periode er vokset fra 67,4 til 144,5 mio. kr.
26 millioner til ejerkredsen
Det er stadig på hjemmemarkedet og i resten af Europa, &Tradition henter hovedparten af sin omsætning, men tallene i årsrapporten afslører, at der i årets syv første måneder er sket en forskydning. Mens omsætningen dykkede på hovedmarkederne, er den nemlig vokset 14 mio. kr. på andre markeder, der dermed har tegnet sig for næsten 25 pct. af årets salg.
Der er altså nok at glæde sig over hos den københavnske designvirksomhed, der da også har valgt at fejre årets rekord med en ekstraordinært stor udbyttebetaling på 26 mio. kr. til ejerkredsen, der udover Nine United tæller stifter og direktør Martin Kornbek Hansen.
Og det bliver næppe sidste gang, bagmændene kan høste millioner på møbelsalget. Hos &Tradition, hvis regnskabsår nu følger Nine Uniteds, er man indstillet på fortsat vækst, og forventningerne til indeværende år lyder på en toplinjefremgang i niveauet 30-50 pct., mens årets resultat før skat forventes at blive trecifret og lande i niveauet 100-125 mio. kr.
mio. kr. | 2021* | 2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 307,9 | 345,8 |
Resultat af primær drift | 67,2 | 57.9 |
Resultat før skat | 67,7 | 57,9 |
Årets resultat | 52,9 | 45,2 |
Balancesum | 215,2 | 163,6 |
Egenkapital | 144,5 | 105,5 |
Gns. antal ansatte | 72 | 62 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. juli 2020 *Regnskabsåret 2021 strækker sig grundet omlægning over bare syv måneder. Tallene er derfor ikke direkte sammenlignelige. |