23948sdkhjf

Møbelkæden har fundet sin niche

Krisen har været hård ved møbelbranchen, men i Møbelkæden er det lykkedes at vokse med 10 butikker på fire år. Opskriften er en velvalgt markedsstrategi og effektiv kædedrift.
Tidligere på måneden dannede DGI-Huset i Vejle rammen om Møbelkædens interne møbelmesse – en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor kædens butikker mødes med leverandørerne for at købe ind til det kommende efterårskatalog.

I alt 55 fabrikker var på plads som udstillere, herunder blandt andre Skovby, Hjort Knudsen, Topline og Himolla. Årets messe er et bevis på, at det i dag er blevet langt mere attraktivt at komme ind som leverandør til Møbelkædens butikker, end det var tilfældet, da kæden åbnede for 27 år siden.

- Før i tiden var vi sidst i køen, når der skulle vælges ude på messerne. I dag er virkeligheden en anden. Fabrikanterne kan endda finde på at ringe til os, så vi får modeller at se, inden de kommer ud. Meget ændrer sig, når du får noget mere pondus, siger direktør Henrik Rydeberg til Wood Supply.

Har fundet sin niche
46-årige Henrik Rydeberg blev ansat som direktør for seks år siden. Dengang bestod Møbelkæden af 32 butikker. I dag er der 52. I samme periode er egenkapitalen øget med 11 mio. kr., og kædens butikker står for en samlet omsætning på omkring 700 mio. kr.

- Grunden til, at vi klarer os godt, er, at vi har formået at tilpasse vores koncept, og at butikkerne har været gode til at nedbringe deres omkostninger. Vi har fundet vores niche, hvor vi stort set bibeholder omsætningen. Der har selvfølgelig været en mindre tilbagegang, men det har medlemmerne klaret ved at justere omkostningerne, fortæller direktøren, som før ansættelsen var del af Møbelkædens modeludvalg i 10 år.

Nichen, som Henrik Rydeberg taler om, er dem fra 60 år og opefter – eller ’det grå guld’, som gruppen af ældre ofte kaldes.

- Hos seniorerne har vi altså ikke mærket krisen ret meget. De ældre spekulerer ikke så meget på, om der er krise eller ej – de har pengene, vurderer han.

Ingen får tvangsfordelt så meget som en tændstik
Men hvad er det så, der får butikker til at søge mod Møbelkæden i en tid, hvor branchens omsætning styrtdykker, og hvor mange tvinges til at lukke ned? Ifølge Henrik Rydeberg handler det om effektiv kædedrift, og om at sørge for, at medlemskabet opleves som langt mere værdifuldt end prisen på kontingentet.

- Det er jo nok fordi, at vi kører det på lidt mere frivilligt basis. Ingen får tvangsfordelt så meget som en tændstik, og på den måde er vi heller ikke ude og belaste dem økonomisk. Vi kører med en lille administration, vi har få omkostninger og et lavt kontingent. Men vi er mange butikker og har på den baggrund mulighed for at køre offensivt på med tv-reklamer. Sidste år kørte vi tv-reklamer fra midten af august til marts på alle TV2-regioner. Vi gør meget for små penge, forklarer Henrik Rydeberg og tilføjer:

- Vi er til for vores butikker, og alle de midler, vi kan drive ind i markedsføringstilskud, det bliver kanaliseret ud til butikkerne, først og fremmest i form af markedsføring – og på den måde kommer pengene jo også tilbage til fabrikkerne.

Efter sommerferien udkommer møbelkædens årlige efterårskatalog – en postomdelt tryksag på 68 sider med et oplag på cirka 1,4 millioner eksemplarer. Og sidst, men ikke mindst, har kæden sit eget lager, hvorfra butikkerne kan købe ind blandt et udvalg af varer med længere leveringstid. Ganske imponerende af et kædekontor, der, foruden Henrik Rydeberg, blot består af en bogholder.

Nye butikker i kikkerten
Selvom Møbelkæden er vokset støt de senere år, er der fortsat plads til nye butikker. Kæden er stort set landsdækkende, men der er enkelte 'huller' på danmarkskortet omkring Aalborg, Aarhus og Randers:

- Jeg arbejder med flere butikker på nuværende tidspunkt og forventer også, at der kommer til at ske noget, afslører Henrik Rydeberg og understreger, at en ny butik kun kan komme ind, hvis den ligger udenfor de andre butikkers katalogområde.

Møbelkædens direktør er i denne uge i Bella Center, hvor kæden deltager med en stand på messen Health & Rehab Scandinavia sammen med leverandøren Himolla, som hører til blandt Europas største producenter af polstermøbler. I fokus for messedeltagelsen er især Himollas løftestole, der sælger usædvanligt godt i Møbelkædens butikker for tiden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094