23948sdkhjf

Nyt stort underskud i Flexa

Producenten af børnemøbler, Flexa4Dreams, måtte indkassere et underskud på -12,6 mio. kr. i det forgangne regnskabsår.
Da Flexa-koncernen kollapsede i begyndelsen af 2010, overtog Flexa4Dreams aktiviteterne med ambitionen om at geare møbelaktiviteterne til et salg i løbet af et par år.

Holdingselskabet bag Flexa4Dreams lagde fra land med et 2010-underskud i underkanten af -40 mio. kr., hvilket den daværende direktør, Svend Kloster, begrundede med ” forventede engangsomkostninger til omstrukturering, nedlukning og flytning af koncernens produktionsaktiviteter ”.

Siden er den tidligere kommercielle direktør i Tvilum, Carsten Dan Madsen, kommet til som ny administrerende direktør. Han tiltrådte i februar og har i maj måned fremlagt sit første årsregnskab. Det byder på endnu et underskud – denne gang på -12 mio. kr. efter skat.

Omsætningen udgør knapt 294 mio. kr. i 2011, hvilket er næsten 40 mio. kr. mere end året før. I den forbindelse er det dog væsentligt at påpege, at 2010-regnskabet, som følge af selskabets opstart i februar 2010, blot dækker 11 måneder. Resultatet af den primære drift er et underskud på -4,7 mio. kr. mod et overskud på 1,8 mio. kr. året før.

I sin årsrapport skriver Flexa4Dreams blandt andet:

- Omsætningen er lavere end budgetteret og skyldes, at aktiviteten i 2. halvår 2011 blev negativt påvirket af fornyet tilbageholdenhed hos forbrugerne. (…) Resultatet blev ringere end forventet og udgør en tilbagegang i forhold til 2010 på baggrund af flere forhold. (…) Derudover er bruttoindtjeningen, trods højere omsætning, kun forbedret med 7,8 mio. kr. i forhold til 2010, idet højere råvarepriser bidrager til den lavere avance.

Af årsrapporten fremgår det endvidere, at resultatet er negativt påvirket af nedskrivninger for i alt 19,4 mio. kr. Til gengæld er der indregnet en kursgevinst på 20,5 mio. kr., som vedrører eftergivet gæld.

Med baggrund i en revideret salgsstrategi samt optimering af forsyningskæden forventer ledelsen, at det på længere sigt er muligt at øge såvel omsætning som indtjening. Der ventes dog ikke fremgang i 2012.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08