23948sdkhjf

Jurist er sprunget ud som møbelsnedker - nu jagter han en partner

Lasse Hartmann har ikke fortrudt, at han for godt fire år siden kvittede juristjobbet og kastede sig ud i en tilværelse som iværksætter.

I coronaens kølvand har der været medvind til salget af hans håndsnedkererede møbler, men nu står han i det vadested, mangt en iværksætter har stået i før ham. Skal der skaleres – og det skal der – kræver det kapital af en kaliber, det med den nuværende fart vil tage mange år at rejse.

– Jeg har egentlig haft fin vækst på omkring 30 pct. om året, men det er slet ikke nok – hvis det her skal være bæredygtigt, skal vi op på en vækst på de 100 pct. årligt, fastslår 47-årige Lasse Hartmann, der byggede sin første skobænk i 2013.

Fra paragraffer til håndgribelighed

De følgende år blev den første bænk til et regulært hobbyprojekt. I 2017 stiftede han virksomheden Benk og skiftede paragraffer ud med dyvler, i første omgang på deltid, men siden efteråret 2020 har han været fuldtidsiværksætter.   

– Jeg var endt i noget klassisk bureaukratarbejde med masser af møder og mails, og jeg kunne bare mærke, at det skulle jeg ikke bruge de næste 35 år på, fortæller Lasse Hartmann, der sideløbende havde oplevet en langt mere håndgribelig tilfredsstillelse i værkstedet.

– Her laver du et fysisk produkt med dine egne hænder, og du afleverer det til en kunde, der tager det med hjem og bliver glad for det – der var noget indhold, jeg havde savnet, som jeg fandt der, forklarer han om snedkeriet, der altså nu er blevet levevejen.

Skønt produktet og fremstillingsprocessen er mere håndgribelig, har Lasse Hartmanns tilværelse som iværksætter dog også budt på rigelig kompleksitet.

– Det er egentlig lidt overraskende, men faktisk har det mest været i den private sektor, jeg har ramt nogle hurdler – for eksempel blev jeg nødt til at hyre nogle til at hjælpe med Google-annoncering, det var simpelthen for komplekst for mig, griner han.

Overraskende hurdler

Og selvom Lasse Hartmann medgiver, at en fortid i Skat givetvis har fintunet hans evne til at navigere i krav og kommunikation fra det offentlige, understreger han, at det altså ikke kræver en juristhjerne at drive virksomhed.

– Google er sindssygt kompleks, men at afregne moms er meganemt, lyder konklusionen.

På en måde er den oplevelse symptomatisk for Lasse Hartmanns iværksættererfaring – udfordringerne har vist sig at ligge overraskende steder.

– For eksempel går min omsætning fuldstændig i nul i december, fortæller møbelmageren, der ellers ad flere omgange har sørget for at producere til lager af mindre, ”gaveegnede” produkter op til jul.

– Men julen betyder i stedet, at min omsætning forsvinder, og jeg er kommet til den konklusion, at jeg simpelthen drukner i de stores marketingsbudgetter, for den 27. december begynder der igen at tikke ordrer ind, funderer Lasse Hartmann. 

Dermed er vi tilbage ved det vadested, den snedkererende jurist nu befinder sig i.

– Jeg har på en måde ramt en mur i forhold til, hvor meget jeg kan vækste, når jeg er alene om det. Det koster enormt meget tid at finde forhandlere og udregne tilbud på specialdesignede ting, eller at fikse webshoppen eller betalingsløsningen, når den går ned – og hver gang jeg sidder en time ved computeren, er det en time, jeg kunne have stået i værkstedet eller lavet noget andet, forklarer Lasse Hartmann.

En ekstra plads på kogepladen

Skal Benk vokse sig til en større virksomhed, ser han derfor to veje at gå. Enten skal der ansættes et sæt ekstra hænder, eller også skal der en partner med på holdet. Og førstnævnte er svært, når fortjenesten fortsat er beskeden.

– Så jeg håber, jeg kan finde en engageret partner, der synes, projektet er fedt, og som gerne vil gå ind i det helhjertet, lyder drømmen, og Lasse Hartmann er klar i spyttet, når det gælder det perfekte match.

– Det ville være en med branchekendskab og som kan noget med salg og de basale ting online – allerhelst en der kunne tage sig af kontordelen, mens jeg står for værkstedet, forklarer han om ønskescenariet, der også rummer et skud kapital til at sætte gang i skaleringen.

– Vi kan jo ikke betale de store direktørlønninger endnu, så best case scenario er helt sikkert en, der kender branchen og som også er villig til at lægge hånden på kogepladen, slår Lasse Hartmann fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079