Træplade-specialist hjælper kunderne med at beregne CO2-aftryk
Både i byggeriet og i industrien er kravene til dokumentation og certificering stigende både i forhold til processer og materialer. Det gælder i høj grad også forhold til CO2-aftryk, som imidlertid kan være forholdsvis vanskeligt at beregne og dermed dokumentere.
Hos HEM Group, som er totalleverandør af træbaserede plader til blandt andet byggeriet, køkken- og møbelbranchen og beton- og elementbranchen, er der ligesom i mange andre virksomheder fokus på bæredygtighed og dermed også CO2-beregning.
Og virksomheden er, som salgschef Bo Bilde Heilskov siger, klar til at hjælpe kunderne godt på vej med deres bæredygtighedsrejse og med at navigere i de stigende dokumentationskrav.
- Synliggørelse af miljøpåvirkningen i form af udledning af CO2, er et nyt behov vi har mødt hos mange af vores kunder. Derfor har vi det seneste år arbejdet hårdt på at udvikle vores egen CO2 beregner med hjælp fra kompetente konsulenter, forklarer Bo Bilde Heilskov.
Hele værdikæden
- CO2 beregneren gør det muligt at beregne den mængde CO2, som udledes op gennem værdikæden, indtil pladerne er leveret hos vores kunde enten som hele eller opskårne plader. Beregneren gør det også muligt at beregne den potentielle CO2 besparelse der kan være ved at kunden lader HEM Group stå for opskæring, sammenlignet med tilsvarende opskæring på eget saveanlæg, oplyser Bo Bilde Heilskov og tilføjer, at alle oplysninger fra CO2 beregneren sammenfattes efter nøje gennemgang med kunderne til en kort og præcis afrapportering, som kunden kan bruge videre i sin egen forretning.
- Vi kan, foruden CO2 beregningen, også supplere med data i forhold til kundens samlede køb af certificerede pladeprodukter. Og samtidig sikrer vi sporbarhed gennem værdikæden så der alene på baggrund af et fakturanummer kan fremsøges dokumentation for eksempelvis CARB/TSCA minimum 3 år tilbage i tiden, fremhæver Bo Bilde Heilskov.