23948sdkhjf

Kunstnere giver Labofa-møbler ”kærlig” behandling

Gennem en såkaldt produktmetamorfose vil en gruppe kunstnere forvandle de velkendte møbler fra Labofa til noget nyt.
Udenfor værkstedet i Spinderihallerne i Vejle står en gruppe kunstnere og designere og udforsker indholdet i tre store kasser; kontorstole, plastic-sæder, spån-flis, dimser og dutter.

Kasserne er sendt fra møbelfirmaet Labofa og skal om få dage indgå i en produktmetamorfose; en fire dag lang forvandlingsproces, hvor KKonsortiet, som gruppen kalder sig, forvandler møbelvirksomhedens produkter til noget andet.

Alt kan ske!
- Set fra KKonsortiets side, så er en produktmetamorfose først og fremmest en god undskyldning for at gøre dét, vi er bedst til; at arbejde med form og materialer og at give det eksisterende ny mening. Vi kan jo save alle de her møbler og dimser over, svejse dem sammen igen, sætte strøm til og skabe noget, som ingen før har set eller tænkt på – alt kan ske!, siger billedhugger Flemming Jarle, ét af medlemmerne i KKonsortiet.

Men hvad får en velkonsolideret møbelvirksomhed til frivilligt at sende sine møjsommeligt udviklede ikoner til systematisk, kunstnerisk nedbrydning?

- Jeg har en idé om, at det forvandlede værk kan komme til at stå som en slags fysisk milepæl for, hvor Labofa står i dag, siger Benny Larsen, salgs- og marketingchef i Labofa.

- Vi har en lang historie med dybe rødder og traditioner bag os, og nu bevæger vi os ind i en ny tid med nye behov, nye markeder og nye samarbejdspartnere. Forandring kræver nye historier og nye metaforer, både indadtil og udadtil, og dér kan værket fra produktmetamorfosen måske tilbyde os nogle nye ord og et nyt sprog. Og hvem ved – måske viser der sig nogle helt nye produkter, fortsætter han.

Alle medarbejdere til artist talk
Om værket bliver en kick-starter for nyt sprog eller nye produkter, kan man få en idé om allerede på produktmetamorfosens sidste dag, hvor KKonsortiet slår døren op til værkstedet og inviterer alle Labofas 30 ansatte til præsentation og artist talk om det nye kunstværk. Forvandlingsprocessen i værkstedet foregår uden indblanding fra virksomheden, og det er først, når døren til værkstedet går op, at ledelse og medarbejdere kender resultatet – og den enkeltes reaktion på værket!

Udover kunstværket, så kan Labofa også tage en redigeret videofilm med hjem fra den fire dage lange proces i værkstedet. Benny Larsen regner med, at videofilmen vil kunne bruges til at brande virksomheden på fx YouTube.

- Filmen fra produktmetamorfosen kan blive en god anledning for Labofa til at blive synlig på de sociale medier som fx YouTube og på den måde tilføre vores brand lidt kant og en ny friskhed, slutter han.

Tid og sted:
Produktmetamorfosen finder sted fra den 19.–22. juni i prototypeværkstedet i Spinderihallerne i Vejle. Afsløring af værket og artist talk med kunstnere og medarbejdere og ledelse fra Labofa er åben for alle og foregår fredag den 22. juni fra kl. 11–12.30 i Spinderihallerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08