23948sdkhjf

Forbrugertilliden dykker til det laveste siden finanskrisen

Ikke siden finanskrisens begyndelse har den danske forbrugertillid været så lav, som den er i øjeblikket.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I marts 2022 er forbrugertilliden målt til minus 14,4. Det er det laveste niveau siden oktober 2008, hvor den lå på minus 16,6.

Oktober 2008 var måneden, efter at finanskrisen rigtig begyndte at rulle.

Den i øjeblikket meget lave forbrugertillid skyldes især forbrugernes forventning til Danmarks økonomiske situation om et år. Forbrugerne venter således, at situationen om et år vil være meget dårligere end i dag.

Forbrugertilliden bruges til at blive klogere på befolkningens syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation.

Den seneste undersøgelse af forbrugertilliden er gennemført i perioden fra 23. februar til og med 20. marts.

Undersøgelsen falder dermed sammen med Ruslands invasion af Ukraine.

I Dansk Industri peger underdirektør Morten Granzau på, at energipriserne er steget yderligere som følge af invasionen. Det har været med til at give større panderynker rundtom i befolkningen.

- Udbruddet af krigen har givet energipriserne endnu et nøk opad, og modsat under de første måneder af coronakrisen er forbrugerne nu også ramt på tilliden til egen privatøkonomi.

- Den nuværende usikkerhed om de økonomiske konsekvenser af krigen kan få forbrugerne til at holde igen med at bruge penge på kort sigt, siger Morten Granzau.

Ud over højere priser på energi kan forbrugerne også opleve højere priser på køb af mad.

Tidligere har tal fra Danmarks Statistik vist, at forbrugerpriserne på fødevarer og ikke-alkoholiske fødevarer er steget med 5,5 procent fra februar 2021 til februar 2022.

Prisstigningerne har ifølge Morten Granzau nået et omfang, hvor det kan mærkes, at pengene rækker kortere.

- Når det er sagt, forsvinder hele deres købekraft ikke bare fra den ene dag til den anden.

- Det er vores vurdering, at inflationen vil være høj et stykke tid fremover, men mest sandsynligt falde til et lavere leje senere på året, siger Morten Granzau.

/ritzau/

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078