Kunderne kalder ham Mister Bauhaus
Souschef Jan Kofoed kender Bauhaus bedre end de fleste. Og han er kendt af mange kunder, hvoraf nogle ligefrem kalder ham Mister Bauhaus.
- Det sker tit, at jeg bliver kaldt Mister Bauhaus, når jeg tilfældigt møder kunder ude i byen eller på ferie. Så skal de lige have et godt råd om det ene eller andet, siger Jan Kofoed som nu kan fejre 25 års jubilæum i Bauhaus i Esbjerg, hvor han tilbage i 1997 startede som afdelingschef i trælastafdelingen. Siden har han som afdelingschef været rundt i næsten alle afdelinger, inden han for ti år siden blev souschef.
Oprindelig kommer Jan Kofoed fra Odense, hvor han blev uddannet i et byggemarked og fortsatte karrieren inden for branchen, indtil en kæreste med bopæl i Esbjerg trak ham mod Vestjylland.
- Her fristede den tidligere varehuschef mig med et job som afdelingschef for trælasten, siger Jan Kofoed.
Selvom Jan Kofoed i 25 år er gået ind ad den samme dør, når han tager på arbejde, er det ikke fordi han elsker rutiner og kedelige vaner.
- Jeg kan lide en dynamisk og spændende arbejdsdag, hvor vi har fart på og gør kunder og kolleger glade. Det bedste er oplevelsen af at udrette noget sammen med mit hold, fremhæver Jan Kofoed.