Messeleverandør køber messeleverandør
Efter et par hårde år for landets messeleverandører er det lysnet for Rødekro-baserede Compass Fairs. Den sydjyske virksomhed har fået så travlt, at man i efteråret måtte lukke sidegesjæften Compass Congress Center, men ikke desto mindre har der nu været tid til at købe op.
Det skriver JydskeVestkysten.
Opkøbsmålet er virksomheden Messetæpper, der har hovedkontor i Tranekær på Langeland og et stort lager på Stamholmen i København.
Ifølge Henning Sørensen, adm. direktør hos Compass Fairs, betyder nyerhvervelsen en styrkelse af messeleverandørens position på det skandinaviske marked, og på sælgersiden står en profil, han før har gjort forretning med. Indtil handlen var Messetæpper nemlig ejet af Peder Hansen, der også ejede og drev virksomheden PH Service, som Compass Fairs overtog i 2019, og Henning Sørensen understreger, at den nu tidligere ejer har gjort det godt.
– Siden 2006, hvor Peder Hansen startede Messetæpper, er firmaet ekspanderet kraftigt både i størrelse, omsætning og sortiment. Peder Hansen har i samarbejde med de førende producenter inden for eventtæpper og Tesa tape været med til at udvikle nye produkter til gavn for hele messe- og eventbranchen, og vi overtager en virksomhed, hvis produkter hele branchen bruger, fortæller Henning Sørensen til avisen.
Messetæpper har ikke offentliggjort årsregnskabet for 2021, men i 2020 var virksomheden som resten af branchen hårdt ramt af pandemien. Det betød blandt andet, at Peder Hansen var nødsaget til at opsige alle medarbejdere, og fremtiden for den langelandske virksomhed tegnede mildt sagt usikker.
– Vi kan kun se frem til februar, og så længe overlever vi. Men derfra afhænger det af to faktorer: Nemlig hvad regeringen vil, og hvornår smittetrykket falder. Og det er jo ikke i vores hænder, lød det i november 2020 fra Peder Hansen, der ved årets udgang kunne notere sig et underskud på 3,9 mio. kr. efter skat.
Siden er staben hos Messetæpper igen vokset, og ved handlen talte virksomheden seks ansatte, der alle fortsætter under det nye ejerskab.
Forsidefoto: Constantin Wenning / Unsplash