Møbelfabrik på rette vej
Møbelfabrikken Carl Hansen & Søn på Fyn begynder at opleve bedre tider. Nye lokaler i Aarup vest for Odense, som fabrikken indviede i 2003, har kostet dyrt, men nu er økonomien efterhånden på rette kurs igen.
I 2003 indviede møbelproducenten en ny fabrik på 30.000 kvm. i Aarup nær Odense udstyret med de nyeste og bedste maskiner.
Flytningen kostede Carl Hansen & Søn store summer, der trak i negativ retning i regnskabet.
Men den store efterspørgsel på Wegner-møbler afspejles nu i en positiv opadgående kurve i regnskabet.
- Vi er på rette vej, og jeg fristes til at kalde 2005-resultatet for lidt af et turnaround, siger adm. direktør Knud Erik Hansen i Carl Hansen & Søn til Dagbladet Børsen.