23948sdkhjf

Designer med 'wegnersk' passion snupper årets Wegnerpris

 Møbeldesigner Maria Bruun modtog tirsdag årets Wegnerpris i royale rammer på Schackenborg Slot.

Den danske møbeldesigner, der har base i København, har gennem de seneste 10 år manifesteret sig på den danske såvel som den internationale designscene, og juryen fremhæver især hendes respekt for den klassisk danske møbeltradition i kombination med evnen til at tænke i nye og innovative designs.

 – I juryen var der enighed om, at årets Wegnerpris skulle gå til Maria Bruun, fordi hun er med til at fastholde de unikke styrkepositioner, som dansk design og dansk kunsthåndværk historisk har indtaget - og fortsat indtager, fortæller Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen, der også er formand for Wegnerprisens jury, der udpeger prisvinderen.

Juryen tilføjer i sin begrundelse, at Maria Bruun i en forholdsvis ung alder har vist sig som en af Danmarks vægtigste objekt- og møbeldesignere, der ovenikøbet har en ufravigelig 'wegnersk' passion for træet som materiale og tilføjer:

”Inden for rammerne af et klassisk designbegreb besidder hun en ærlig og enkel æstetisk tilgang til sine møbler, hvor træets tidløse, taktile og sensuelle elementer fremhæves, samtidig med at der leges med form og tænkes i funktion. I dette arbejde fremstår hun som en designer, der på en gang udfordrer, men også har et tydeligt afsæt i den nordiske møbeltradition".

Maria Bruun modtog i 2021 Finn Juhl Prisen, og årets prisvinder er stolt over igen i år at blive hædret med en pris, der bærer navnet på en af dansk møbeldesigns allerstørste navne.

– Jeg er utroligt beæret over at modtage årets Wegner pris. Jeg er oprigtigt stolt over juryens rammende motivation og beskrivelse af mit virke. Når man som jeg arbejder idealistisk og konsekvent imellem det kunstneriske eksperiment og det kommercielle design, er det ikke givet, at modtageren forstår ambitionen og tankerne bag, men med denne pris føler jeg mig både forstået og anerkendt, lyder det fra Maria Bruun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095