Fra tømmer til højteknologi
Den kendte esbjergensiske tømrer- og snedkervirksomhed A/S Henning Frøkjær etablerer selskabet Sirius Innovations, der repræsenterer en investering i højteknologi og et utraditionelt udviklingsmiljø.
Udviklingen af det nye kerneområde blev indvarslet ved årsskiftet, hvor den 32-årige bygningsingeniør Lars Petersen blev medejer af A/S Henning Frøkjær.
Det nye selskab Sirius Innovations skal stå for avancerede byggeprojekter, og navnet Sirius Innovations skal klart signalere selskabets profil.
Selskabet er et udtryk for en kraftig satsning i organisation og teknologi, så virksomheden står rustet til at håndtere de særligt krævende byggeopgaver, som der bliver flere og flere af, oplyser Lars Petersen.
Medejer af A/S Henning Frøkjær, Lars Petersen.- Vi har opbygget en udviklingsafdeling, så vi kan påtage os unikke og komplicerede byggeopgaver. I et samarbejde med en forsker i organisationskultur fra Syddansk Universitet, har vi desuden udviklet organisationen, og vi har også bygget et nyt kontorområde, siger Lars Petersen.
Adskillige millioner kroner er investeret i et specialfremstillet maskincenter, der kan bearbejde både træ, komposit og plast og kan håndtere op til 16meter lange emner.
Samtidig har virksomheden investeret i en avanceret robot, der automatisk kan lime for eksempel glas mod komposit. På den måde er en række snedker-opgaver blevet automatiseret.
- Vi vil gerne kombinere det gode håndværk med verdens bedste teknologi. Vi skal være effektive, når vi producerer byggeelementerne samtidig med, at vi tilfører viden til produktet, siger Lars Petersen.
Lars Petersen trækker her på sin viden fra tidligere ansættelsessted Fiberline Composites, som Sirius Innovations forventer at intensivere samarbejdet med i takt med, at man i stigende omfang arbejder med andet end træ.
- Kompositprodukterne er fremtidens nye byggemateriale, der åbner en række arkitektoniske muligheder, som vi endnu kun har snuset til, slutter Lars Petersen.
Kilde: Pressemeddelelse fra A/S Henning Frøkjær.