Aalborg Træ & Finer flytter sydpå
Aalborg Træ og Finer flytter i nyt domicil syd for Aalborg. Flytningen er et led i virksomhedens positive udvikling.
- Vi har de seneste år løbende udviklet virksomheden, både omsætnings-mæssigt og på medarbejdersiden, hvorfor vi vurderer at en fortsat udvikling bedst kan ske i nye omgivelser, lyder det fra Per S. Andreasen, adm. direktør i Aalborg Træ og Finer.
Træleverandøren forventer således senest i sommeren 2008 at flytte ind i et nyopført domicil syd for Aalborg - adressen er dog ikke endeligt besluttet endnu, men ledelsen sidder inde med to potentielle nye adresser.
Aalborg Træ & Finer opererer i et yderst konkurrencepræget marked, hvor rette kvalitet, pris, leveringstid og ikke mindst leveringsevne er afgørende parametre for kunderne.
- En flytning af virksomheden giver os, med opbygning af optimale lagerfaciliteter, gode muligheder for at fokusere på disse vigtige områder til fordel for såvel vores kunder som os selv. Og så betyder flytningen at vores logistik bliver væsentligt forbedret. Vi vil placere den nye bygning nær motorvejen, så det bliver nemmere for den tunge trafik at komme til og fra, forklarer Per S. Andreasen.
Udover at forbedre de logistikmæssige områder forventer ledelsen også, at udflytningen skaber mere optimale rammer for de mange medarbejdere og herved både fastholde og tiltrække nye menneskelige kompetencer til virksomheden i fremtiden.
Udflytningen er en vigtig milepæl i Aalborg Træ og Finers vækststrategi og de glæder sig til nye udfordringer med endnu flere tilfredse samarbejdspartnere.
Kilde: Aalborg Træ og Finer.