Bodilsen – underskud og humør i høj kurs
Bodilsen oplevede i 2005 et skuffende salg og et fald i omsætningen med 45 mio. kr. Det første halvår af 2006 har heller ikke tegnet godt for møbelproducenten. Ledelsen opjusterer dog forventninger til resten af 2006.
I årsberetningen 2005 blev det oplyst, at det forventede primære resultat for første halvår af 2006 ville være et underskud i størrelsesordenen 25-30 mio. kr. Det viser sig dog, at første halvår har budt på et underskud på samlet 52 mio. kr. – altså næsten en fordobling af underskuddet.
Årsagen til det dårlige resultat for første halvdel af 2006, skal findes i en lavere effektivitet end forventet hos koncernens danske produktionsenheder.
Den lavere effektivitet er primært forårsaget af, at virksomheden har gennemført en omfattende omrokering af maskinparken med henblik på at sikre tilstrækkelig kapacitet og optimal drift i den resterende del af 2006 og videre ind i 2007. Det har imidlertid kostet tid og penge, hvilket kan ses i regnskabet.
Ledelsen oplyser, at inden udgangen af august vil maskinflytningen imidlertid være tilendebragt, hvorefter fabrikkerne igen kører normal drift, men med et optimeret produktionsflow og med en væsentlig højere kapacitet end tidligere.
Og med dette holder ledelsen humøret højt og satser på, at andet halvår af 2006 vil være et positivt resultat af primær drift, som estimeres til at blive i størrelsesordenen 5-10 mio. kr.
Kilde: Fondsbørsmeddelelse fra Bodilsen Holding A/S.