23948sdkhjf

Køkkenkæde åbner i Slagelse

Kæden Tvis Køkken, der er en del af TCM Group, fortsætter den strategiske ekspansion på Sjælland. Senest har brandet åbnet butik i Roskilde, og i København opgraderes to citybutikker. Næste skridt på vejen bliver åbning af butik i Slagelse.

I Roskilde er forretningen kommet godt fra start, og på Østerbro er en mindre butik netop blevet renoveret til moderne konceptforretning. Den anden city-butik i København skal gennemgå samme forvandling, og det er således et strategisk sats på Sjælland, den nye Slagelse-butik skriver sig ind i.

– Slagelse er med sin placering i det attraktive vestsjællandske marked en vigtig milepæl for os. Lokalområdet præges af mange nybyggerier og renoveringer, og butiksåbningen bidrager derfor til at styrke brandets markedsposition på Sjælland, siger kædechef Per Sander, der fortsætter.

– Vi har længe arbejdet på at finde den rette forhandler og den rigtige butik. Det er nu lykkedes at indgå aftale med en forhandler med stærke retailkompetencer.

Fra købmand til køkkenforhandler

Retailkompetencer besidder den kommende forhandler, Carsten Westh Petersen, i rigt mål. Han startede sin karriere som flaskedreng i Netto, blev uddannet kommis og har siden beklædt adskillige lederstillinger som varehuschef og regionschef for flere dagligvarekæder i Danmark og Sverige.

Den knapt 700 kvm store konceptbutik indrettes i T. Hansens tidligere butik på Japanvej, hvor den kommer til at ligge side om side med kendte kæder som HTH og Harald Nyborg.

– Med butikken går en drøm om at få egen forretning i opfyldelse. Jeg glæder mig til at præsentere vestsjællænderne for et dansk køkken af høj kvalitet og til en rimelig pris, siger den kommende forhandler.

Tvis Køkken, der er grundlagt i Tvis i 1952, gennemfører i sommer en rebranding med nyt logo og nyt koncept. Til efteråret lanceres desuden et 50’er inspireret køkkendesign, som får premiere til september samtidig med åbningen af Slagelse-butikken, der som den første indrettes efter det nye brandkoncept.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078