23948sdkhjf

Bankrådgiveren blev inventardirektør - nu fejrer han 25 år på fabrikken

Det lå egentlig ikke i kortene at Martin Klein skulle gå inventar-vejen. Ikke desto mindre kan han inden længe fejre sit 25-års jubilæum hos Ribu Inventarsnedkeri, hvor han siden 2006 har været en del af ejerkredsen.

– Jeg kom sådan set med en uddannelse som bankrådgiver, men da jeg skulle til at læse videre ad den vej, mente min svigerfar, der i sin tid havde startet snedkeriet, at jeg hellere skulle komme op til ham, fortæller jubilaren til Wood Supply.

Ønsket fra svigerfaren var, at det klassiske snedkeri skulle moderniseres.

– Dengang havde vi ingen edb overhovedet – alt foregik på papir og samtlige maskiner skulle betjenes manuelt, fortæller Martin Klein, der syntes, det lød som en spændende udfordring.

– Det kunne der ikke ske noget ved at prøve. Og så gik der 25 år, siger inventardirektøren med et grin.

Da svigefaderen nogle år senere begyndte at tænke i generationsskifte, havde Martin Klein fået smag for branchen, og i 2006 overtog han 49 pct. af aktierne i selskabet. To år senere blev han eneejer.

– Men ikke så længe efter solgte jeg 20 pct. til Tommy Bjerregaard, der havde været i firmaet, før jeg kom, og som havde udvist interesse for at komme med. Selv havde jeg jo ingen baggrund i faget, så jeg så det som en stor styrkelse af vores samlede firma, og som tingene er gået siden, har det vist sig at være den helt rigtige beslutning, forklarer Martin Klein om sin kompagnon, der i år kan fejre 30-års jubilæum hos Ribu.

En ny forretningsmodel

Og der er sket meget, siden de to partnere for første gang mødte hinanden på snedkeriet i Silkeborg. Dels er edb og digitalisering blevet en naturlig del af hverdagen, men også på forretningsfronten er Ribu Inventarsnedkeri i dag en ganske anden størrelse.

– Da jeg startede, var vi primært beskæftiget med at producere inventar til butikker og så havde vi en enkelt stor bankkunde. Det var egentlig en god forretning, men konstruktionen betød, at vi havde nogle ret kraftige sæsonudsving især omkring sommer- og juleferien, ligesom enkelte store kunder fyldte rigtig meget i vores omsætning, fortæller Martin Klein.

Derfor satte han fokus på at brede forretningen ud.

– I dag har vi en anden sammensætning, hvor vi ikke er lige så afhængige af den enkelte kunde. Vi har mange flere kunder, og vi er også gået ind i nye segmenter, så vi leverer stadig inventar til butikker og banker, men nu laver vi også meget inden for hoteller, skoler, museer og meget andet, så vi er blevet mindre skrøbelige og har slet ikke samme udsving, forklarer inventardirektøren.

Plads at vokse på

Også de ydre rammer har ændret sig siden Martin Kleins start i firmaet. I midten af 00’erne måtte snedkeriet vige pladsen på Viborgvej til fordel for boligbyggeri, og i stedet flyttede Ribu til den nye adresse på Tietgensvej, hvor produktionsarealet blev fordoblet 2.100 kvm.

– I starten sad vi herude og kiggede på den her store hal og spekulerede på, hvordan vi mon skulle få fyldt den op, fortæller direktøren, hvis udfordring i dag er blevet en anden.

– Ja nu kunne vi sådan set godt bruge 1.000 kvm mere, lyder det.

Derfor glæder Martin Klein sig over, at Ribu i dag ligger på en adresse, hvor der er plads til flere kvadratmeter, og egentlig var det også planen, at de skulle være under opførelse.

– Men så kom først corona og siden krigen, og i dag er det nok meget godt, at vi lige valgte at vente lidt, vurderer han med henvisning til de voldsomme prisstigninger på byggematerialer.

Dermed sætter han også ord på den tilgang til forretningsdrift, der har sikret, at Ribu Inventarsnedkeri i dag er en opdateret virksomhed i god gænge.

– Vi har ikke en vækststrategi, hvor væksten er det vigtigste mål. Vi vil gerne vokse, og vi har heldigvis masser at se til, men vi vil ikke væksten for vækstens skyld. Vi vil gerne vokse sammen med vores kunder, og vi vil gøre det i et tempo, hvor vi selv kan følge med, fastslår han.

Ribu Inventarsnedkeri beskæftiger i dag 20 medarbejdere og kan næste år fejre 50-års jubilæum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083