Bolia har intet lager
Møbelvirksomheden Bolia har ikke noget lager. Det er fordi, møblerne kommer direkte fra leverandørens værksted i Danmark, når de bestilles. Hermed sparer selskabet lagerudgifter.
Bolia har intet lager. Derimod har møbelforretningen sine leverandører tæt på sig, så det er ægte dansk håndværk, der købes hos Bolia, og leveringstiden er kort. Det skriver Berlingske Business.
- Det har givet os nogle stærke konkurrencefordele. For vi udnytter den ledige leverandørkapacitet, der er kommet i Danmark efter alle udflytningerne, og sikrer samtidigt en høj kvalitet på vores møbler gennem godt dansk håndværk. Det passer også til vores koncept, at vi har leverandørerne tæt på os, så vi kan have en fornuftig leveringstid, forklarer Bolia-direktør Lars Lyse Hansen til avisen.
At møblerne produceres i Danmark og leveres kort tid efter bestillingen forhøjer ikke prisen på møblerne. Tværtimod. Bolia er en møbelforretning for den stilbevidste forbruger, der vil købe lækre møbler for billige penge.