Juletræsdyrkere bryder prisregler
Konkurrencestyrelsen holder øje med Dansk Juletræsdyrkerforening, som de mener, bryder reglerne for prissætningen på juletræer.
Konkurrencestyrelsen var efter dem sidste år, hvor de fik et påbud om at holde op med at rådgive deres medlemmer om at tage overpris på træerne. Og i år holder Konkurrencestyrelsen et vågent øje rettet mod dem.
Det oplyser JydskeVestkysten i dag.
Ifølge Christian Andersen, fuldmægtig i Konkurrencestyrelsen, bryder Dansk Juletræsdyrkerforeningen ud over prissætningen også reglerne, når de rådgiver deres medlemmer om, hvornår man sætter forskellige kvaliteter til salg og udregninger af udgiftskomponenter.
Konkurrencestyrelsen vurderer nu, om anklagen skal videre til politi og anklagemyndighed.