EU importerer ulovligt fældet træ
To af de største skovselskaber i Europa, Stora Enso og UPM Kymmene, har modtaget ulovligt fældet træ fra Karelen i juni og august måned i år.
Det oplyser svenske Skogsland.
- Et antal af svenske selskaber har bevidst eller ubevidst solgt produkter, som er blevet lavet af ulovligt fældet træ. Vi håber på, at selskaberne ikke kender til foretagendet og er ligeså chokerede, som vi er. Nu forventer vi, at mange vil tilslutte sig Greenpeaces krav om en stærk EU-lovgivning, der forbyder import af ulovligt træ til Europa, siger Dima Litvinov fra Greenpeace ifølge Skogsland.
Greenpeace har i seks måneder arbejdet på en udredning af EU’s import af ulovligt fældet træ fra nordvest Rusland.
Arbejdet har blandt andet inkluderet fyrre rejser til russiske Karelen, hvor Greenpeace kunne dokumentere, hvordan skov blev fældet i strid med russisk lovgivning og blev transporteret til bl.a. savværker og papirfabrikker i Finland.
Greenpeace fandt ud af, via besøg hos fabrikkerne i Finland, hvordan papirprodukterne blev distribueret videre til konsumenter i EU og resten af verden, informerer avisen.