23948sdkhjf

Jeppe hylder sin læreplads - men han er også selv noget særligt

20-årige Jeppe Thiel-Nielsen er vild med sin læreplads, Jyndbjerg Møbelsnedkeri i Hadsund. Begejstringen går begge veje, for virksomheden har udlært en maskinsnedker, der kan mere end det sædvanlige.

Det skriver Nordjyske.

Virksomheden, der er drevet af ægteparret Lene Nissen og Jonny Skov, blev i 2016 kåret som Årets læreplads i Danmark, så fabrikken har allerede vist, at den kan noget med lærlinge.

Nu er snedkeriet igen i finalen til at vinde prisen. Indstillingen er lavet af Jeppe Thiel-Nielsen.

2. november rejser alle tre til København for at deltage i festen, hvor vinderen blandt tre finalister afsløres.

Alle landets erhvervsskoler og -gymnasier kårer en lokal vinder efter forslag fra deres elever. Jeppe Thiel-Nielsen går på Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasium i Herning, som har hædret Jyndbjerg Møbelsnedkeri. Hadsund-virksomheden er desuden udpeget til landsfinalen med kun tre deltagere.

Ansvar til lærlingen

- De gør noget helt særligt for os lærlinge. Her går du ikke med fejebakken. Du får lov at præge arbejdsopgaverne og får ansvar. Fagligheden er ekstremt høj, og jeg har fået utrolig meget viden, forklarer Jeppe Thiel-Nielsen.

Jyndbjerg Møbelsnedkeri med 10 ansatte er underleverandør til  flere af møbelindustriens aktører, blandt andre Skagerak, We Do Wood og Le Klint. Derfor produceres træprodukter i høj kvalitet.

- Det er megafedt at give et skulderklap tilbage Jyndbjerg efter alt det, de har givet mig, siger Jeppe Thiel-Nielsen.

Han blev færdig med uddannelsen for tre uger siden og er nu ansat som svend hos Jyndbjerg.

Man skal ikke samtale længe med den unge maskinsnedker for at fornemme en håndværker med ambitioner og en særlig kærlighed til faget.

- Jeppe er utrolig målrettet. Han gør aldrig noget halvt, han er perfektionist, og så er han virkelig en behagelig og velopdragen ung mand, roser arbejdsgiver Lene Nissen.

Hun og ægtefællen mødte Jeppe Thiel-Nissen første gang for fem år siden, da han som folkeskoleelev i 8. klasse mødte op på fabrikken for at ansøge om at komme i skolepraktik i en uge.

- Han medbragte en otte sider lang ansøgning med referencer og eksempler på sine evner.

Da han gik, afleverede han en kuglepen i træ, som han selv havde drejet.

- Den kunne vi bruge til at skrive under med, hvis vi sagde ja til at tage ham i praktik, smiler Lene Nissen.

Svendestykke på udstilling

Den 15-årige knægt kom naturligvis i praktik, siden fik han job som arbejdsdreng, og i 2018 begyndte han i lære som maskinsnedker.

Ved svendeprøven for nylig scorede han topkarakteren 12, der blev krydret med en bronzemedalje.

Til prøven præsenterede han sit eget skrivebord, der kan samles uden brug af værktøj. Møblet er nu indstillet til prisen Danmarks bedste svendeprøve. Senere skal bordet udstilles på kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding.

Tidligere i år deltog Jeppe Thiel-Nielsen i DM i Skills, hvor landets ypperste håndværkerlærlinge dyster. Jyndbjergs lærling vandt en tredjeplads. Han er også udtaget til DM i Skills i 2023.

Han fortæller, at han altid har arbejdet med træ. I konfirmationsgave fik han en drejebænk.

- Jeg har altid haft et værksted og snittet i en pind. Det hænger nok sammen med, at jeg er ordblind og havde en lidt hård start i folkeskolen. Men i de kreative fag kunne jeg være med.

Værelse i kælderen

Forholdet mellem lærling og arbejdsgiver er tæt. Faktisk bor Jeppe Thiel-Nielsen i perioder hos Lene Nissen og Jonny Skov i deres hjem i Hadsund. Han har et værelse i kælderen.

- For os er lærlinge ikke bare billig arbejdskraft. Vi har pligt til at uddanne unge, hvis erhvervet skal overleve. I en virksomhed som vores kan lærlinge lave mange sjove ting. De lærer alle fagets tekniker, og vi har mulighed for virkelig at rykke dem fagligt, siger Jonny Skov.

Jeppe Thiel-Nielsen ved endnu ikke, hvor længe han bliver som svend hos Jyndbjerg. På skolen i Herning tog han EUX-linjen og har kombineret håndværkerfaget med en studentereksamen. Det giver adgang til videregående uddannelser.

- Jeg er megaglad for at være hos Jyndbjerg, men jeg overvejer at læse til diplomingeniør i integreret design. Så kan jeg snakke med om hele produktionen. Det vil også være godt for mig, hvis jeg vil have en lederstilling eller måske være selvstændig, fortæller han.

Jonny Skov bryder ind:

- Bare du er klar til at overtage Jyndbjerg om 10-12 år!

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235