23948sdkhjf

Tilpasninger gavner Huscompagniets bundlinje, men salget er fortsat stærkt dalende

Landets største husbygger hæver overskudsgraden i tredje kvartal, men er fortsat stærkt udfordret af markedsforholdene, der resulterer i et "utilfredsstillende salg"

Pressede forsyningskæder, stigende materialepriser, renter og inflation fortsætter med at skabe usikkerhed og pres på landets største producent af typehuse.

Det fremgår af Huscompagniets regnskab for 3. kvartal 2022, der netop er blevet offentliggjort. 

Virksomheden solgte 138 huse i tredje kvartal svarende til et fald på 75 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Dermed falder salget af nye huse yderligere i det seneste kvartal - ved halvårsregnskabet i august kunne Huscompagniet melde om en halvering af salget. 

- Vi mærker for alvor, at krisebevidstheden er nået ind under huden på danskerne, der holder på pengene og tøver med at investere i nybyggeri. Det rammer vores forretning, og det bærer salget i vores kvartalsregnskab præg af, udtaler adm. direktør, Martin Ravn-Nielsen, i en pressemeddelelse.

Selskabet opnåede et driftsresultat (EBITDA før særlige poster) på 105 mio. kr. drevet af en forbedret EBITDA-margin, som endte på 9,7 pct., hvilket er en stigning i forhold til de seneste to kvartaler, hvor EBITDA-marginen var henholdsvis 6,9 pct. og 8,5 pct.

Vi mærker for alvor, at krisebevidstheden er nået ind under huden på danskerne Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør i Huscompagniet A/S

Det skyldes ifølge regnskabet "flere tilpasninger i organisationen".

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fortalt tidligere, har Huscompagniet måtte tilpasse organisationen flere gange siden årsskiftet. For bare en uge siden foretog selskabet således sin tredje store fyringsrunde i år. Her måtte 60 ansatte modtage en afskedigelse, og virksomheden meldte samtidig ud, at man måtte lukke en række afdelinger.

I foråret fyrede selskabet desuden 41 medarbejdere, og i august fik 46 yderligere kollegaer en fyreseddel i hånden. 

Fastholder forventninger 

De nuværende forventninger til leverancer er mellem 1.925 og 2.050 huse i år.

I en børsmeddelelse lyder det, at Huscompagniet fremadrettet ikke vil give forventninger til salget "efter den aktuelt lave synlighed på markedet". Her fremgår det videre, at forventningen om at at sælge 750 dobbelthuse frem mod 2025 er fjernet.

Huscompagniet opnåede i det seneste kvartal en omsætning på mere end 1 mia. kr., hvilket bringer omsætningen år-til-dato op på 3,4 mia. kr. svarende til en vækst på 7,6 pct. Den høje omsætning skyldes, at selskabet aktuelt bygger de huse, de solgte for halvandet-et år siden, da efterspørgslen var høj og byggelysten stor.

- Men nu er tiden en anden. Salget er en udfordring, og niveauet i 3. kvartal er ikke oplevet det sidste årti og er værre end under finanskrisen, udtaler Martin Ravn-Nielsen i børsmeddelelsen.

Huscompagniet fastholder den justerede guidance for 2022, som blev udmeldt i forbindelse med halvårsregnskabet. Selskabet forventer således en driftsomsætning (EBITDA før særlige poster) på 340-360 mio. kr. og en omsætning på 4,1-4,4 mia. kr. i år.

I den oprindelig guidance fra 6. november 2021 var omsætningen sat til 4,35-4,65 mia. kr. og driftsomsætningen 420-450 mio. kr.

Huscompagniet A/S
Mio. kroner 2022 2021
Nettoomsætning 1.083 1.074
Bruttofortjeneste 217 219
EBITDA 105 110
EBIT 79 99
Solgte huse 138 545
Kilde: Uddrag af kvartalregnskab Q3

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.426